Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-chef: Kan vi finde Corlu-erstatning, kan tingene ændre sig

Superliga-klubben Lyngby Boldklub forventer at have midtbanespiller Rezan Corlu til rådighed i foråret. Men kan man finde en erstatning, kan tingene ændre sig.

Han er ejet af Brøndby og udlejet til Lyngby Boldklub, og lige nu ærgrer både Brøndby IF og Rezan Corlu sig over, at det ikke er muligt at trække midtbanespilleren tilbage fra lejeopholdet.

For han har udviklet sig fint i Lyngby og vil allerede nu kunne konkurrere om en plads på midtbanen i Brøndby. Det er derfor, at Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, gerne ser, at Corlu vender tilbage - også med tanke på, at Brøndby har skader på midtbanen.

Lyngby har indtil videre stået fast på, at Corlu skal være i Lyngby i foråret, og det fastholder sportschef Birger Jørgensen. Han åbner alligevel en lille dør på klem for Brøndby.

Læs også:SønderjyskE om testspiller: Ville normalt ikke være i nærheden af ham

- Vi kan godt læse, at han skal spille i Brøndby til sommer. Man kan altid få en snak med Rezan og Brøndby om, hvad der skal ske her i foråret, og det har vi da også en dialog om, men dialogen er, at Rezan spiller her i foråret, og det har vi meddelt både Rezan og Brøndby. Men det er klart, at kunne vi finde en erstatning for Rezan, kunne tingene ændre sig. Der er 14 dage tilbage af transfervinduet, men som udgangspunkt har vi ikke en fornemmelse af, at vi kan finde en erstatning for Rezan, og derfor er det vigtigere for os, at vi har Rezan til det forår, vi skal spille. Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan Brøndby ser på situationen, men jeg kan i hvert fald sige, at det er vigtigt for os, at han er her, som det ser ud, siger Birger Jørgensen til podcasten Altid blå og hvid

Lyngby spillede et glimrende efterår i Superligaen og ligger lige nu godt til at styre uden om de tre nedrykningspladser. Men mister man Rezan Corlu, kan det ændre sig, og en nedrykning er dyr, hvilket også kan være årsagen til,a t Lyngby er så lidt interesseret i at slippe midtbanespilleren.

Så kommer det til at handle om penge, og her er det ogås tvivlsomt, om de to klubber kan blive enige. Så det klart mest sandsynlige er, at 22-årige Corlu er i Lyngby i foråret, selv om han helst vil noget andet.

Læs også:Lyngby-træner om Corlu: Brøndby har ikke været på banen

- Én ting er, hvad han siger til en journalist, og hvordan det bliver videreformidlet i medierne - der skal klikkes lidt og trykkes aviser. Han er vel lidt i en win-win situation. Han ved, han skal spille i Brøndby til sommer, så hvis det - modsat det, jeg lige har sagt - gør, at Rezan skal spille derude i foråret, har Rezan det fint med det. Den anden del af win-situationen er, at Rezan spiller her og fuldfører den gode periode, han har været igennem, både i forhold til Rezan selv og holdet. Rezan er med på begge scenarier, og det overvejende sandsynlige er, at han skal det sidste, siger Birger Jørgensen.

Lyngby har indtil videre brugt vinterpausen på at lave et par fornuftige indkøb. Klubben har blandt andet hentet Pascal Gregor i FC Helsingør, Mathias Hebo Rasmussen i Vejle Boldklub og Magnus Warming i Brøndby IF.

Læs også:Lyngby beholder islandsk målmand

Læs også:Succesfuld Lyngby-lejesvend slår fast: Jeg vil hjem til Brøndby

Læs også:Niels Frederiksen: Lindstrøm og Bjur kan erstatte Mukhtar