Video : Tipsbladet
Champions League

Conte svarer igen på Mourinhos Eriksens-kommentar

Inter-træner Antonio Conte har ikke så meget andet til overs for Jose Mourinho end et skuldertræk.

Den danske landsholdsprofil Christian Eriksen bliver for tiden meldt meget tæt på at skifte fra Tottenham til Inter. I den forbindelse havde Tottenham-manager Jose Mourinho en klar melding til Inter-træner Antonio Conte i forhold til forløbet om Eriksen ved sit pressemøde.

- Antonio har udtalt sig offentligt. Jeg synes, at alle vi managere burde opføre os ens, når det kommer til transfers. Jeg ved, at det ikke er det optimale for jer (journalister, red.). Men jeg synes, at vi altid burde forblive lukkede, indtil der virkelig sker noget, lød det fra Mourinho.

Det er nu noget, som Inter-træneren har kunne svare igen på. Det skete ved pressemødet forud for Inters kommende kamp mod Lecce søndag eftermiddag.

- Det er det sædvanlige. Jose og jeg kender hinanden, og der er ikke et problem, fastslår Antonio Conte, som ser ud til at skulle lære navnene på et par nye spillere i dette transfervindue. Allerede nu er Ashley Young kommet fra Manchester United, og han behøver ikke være den eneste med Eriksen ventende i kulissen.

- Det er en svær periode af sæsonen for en træner, fordi der er konstant navne i aviserne, som bliver nævnt. Nogle historier er sande - og andre er ikke. Transfervinduet er som en virus, som vi skal kontrollere.

Inter selv kan også se ud til at sælge i januars vindue, hvor Matias Vecino meldes på vej væk. Han er heller ikke 'til rådighed' for Inter i søndagens kamp, forklarer Conte.