Video : Tipsbladet
Superliga

Åbner op om SønderjyskE-exit: Kunne skrive en hel bog om mig og Glen

Kees Luijckx følte ikke tillid fra Glen Riddersholm, og i sidste uge fik han at vide, at han ville sidde på bænken i foråret. Derfor forlod han klubben, selv om han elskede at være der. Stort interview med den nye Silkeborg-spiller.

De første år i SønderjyskE var fantastiske for Kees Luijckx, men det sidste halve år var ikke. Han mistede sin træners tillid, og atmosfæren i klubben forandrede sig. Da han i sidste uge fik at vide, at andre stod foran ham i midterforsvaret, stod det klart: Han måtte væk.

Her fortæller Luijckx, hvad der gik galt i hans og Glen Riddersholms relation i sommer, hvorfor han havde ondt i maven, når han kom til træning, og hvorfor han glæder sig til et halvt år med nedrykningskamp i Silkeborg IF.

- Jeg ville gerne have gjort min kontrakt i SønderjyskE færdig, for jeg følte mig hjemme, og jeg følte mig værdsat. Men i sidste ende tror jeg ikke, jeg ville spille. Så kom Silkeborg ind i billedet, og jeg fik fornemmelsen, at jeg kunne blive glad igen der, siger Kees Luijckx til tipsbladet.dk.

- Jeg har elsket det hele mit liv, og der er ikke andet, jeg har lyst til at lave. Jeg havde det ikke særlig sjovt længere. Nogle dage kom jeg op i klubben, og det føltes, som om jeg havde en sten i maven. Jeg havde det ikke så godt der, selv om jeg havde nogle fantastiske år i klubben.

Hvorfor var du ikke så glad til sidst i SønderjyskE?

- Det begyndte i sommer, da jeg blev sat af holdet. Det var et øjeblik, hvor jeg følte, at der ikke var så meget tillid til mig længere. Fem kampe senere satte de mig tilbage på holdet, men det blev aldrig en succes igen. Jeg følte aldrig tilliden, og atmosfæren var ikke, hvad jeg var vant til.

- Jeg havde altid haft en god følelse i SønderjyskE. I min første sæson vandt vi sølv, og sæsonen efter var også god. Jeg spillede med nogle fantastiske spillere, og det var rigtig godt. Også året efter. Men jeg havde ikke den følelse længere, og jeg er 33 år, og jeg vil spille i mange år endnu, for jeg er stadig meget fit. Derfor måtte jeg forandre noget.

Læs også:Officielt: Hollandsk forsvarsspiller skifter til Silkeborg

Hvad ændrede sig ved atmosfæren?

- Jeg så ikke så meget glæde længere på træningsbanen. Det påvirkede også mig big time. Af alle spillere påvirkede det måske mig mest. Måske påvirkede det ikke de andre spillere. Det var bare mit indtryk.

Hvorfor påvirkede det dig mest?

- Det påvirkede mig mest, fordi jeg altid har følt mig rigtig godt tilpas i klubben, og jeg spillede altid, og jeg blev sat pris på. Og det har forandret sig. Derfor påvirkede det andet mig mest. For det stod klart, at træneren havde andre spillere i tankerne, som skulle være vigtige. Jeg følte, at min rolle svandt ind.

- Jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne, for at gøre det til en succes, selv om jeg ikke altid var enig i alt. Men jeg forsøgte at tilpasse mig den nye linje. Men i sidste ende lykkedes jeg ikke med at overbevise min træner. Jeg gjorde mit bedste. Jeg er også en stolt mand, så jeg reagerer ikke altid på den bedste måde, når jeg ikke bliver værdsat nok.

Tilliden var væk
Kees Luijckx spillede bare 12 minutter af sæsonens første seks kampe, men fra runde syv spillede han fuld tid. Så set udefra genvandt han Glen Riddersholms tillid, men sådan føltes han det ikke selv.

- Det var også en overraskelse for mig, at jeg blev sat på holdet igen. Jeg troede, det ville være en ny begyndelse, men det har aldrig været en ny begyndelse, for jeg følte aldrig tilliden. Og så kunne jeg se fra begyndelsen af opstarten nu her, at jeg ikke ville blive valgt i forsvaret i foråret. Det var også det, klubben sagde til mig i sidste uge. Det måtte jeg tage konsekvensen af, siger han.

- Det gør ondt, men jeg prøver at lægge det bag mig og se fremad. For jeg har en god følelse med Silkeborg, og sådan er det nogle gange i fodbold. Når én ting slutter, begynder en anden. Jeg går positivt ind til det, men jeg forlader selvfølgelig SønderjyskE med en smule smerte i hjertet.

Følte du i efteråret, at de bare ventede på at finde en anden end dig?

- Jeg aner det ikke. I den halvsæson fik jeg aldrig nogen besked om, at de ikke var tilfredse. Jeg fortsatte bare med at give alt, hvad jeg kunne, men i sidste ende følte jeg, at der stadig var noget, der ikke var rigtigt. Det har vist sig nu. Og det må jeg så tage konsekvensen af.

Gik noget i stykker i sommer?

- Når man har spillet næsten fire år nonstop, og træneren så tager én ud - efter alt, vi har været igennem - er tilliden nul på det tidspunkt. Vi forsøgte at starte på en frisk, men det blev aldrig rigtig en frisk begyndelse. Så snart vi tog hul på foråret, var der andre planer.

En bog om forholdet til Riddersholm
SønderjyskE hentede mellem jul og nytår Pierre Kanstrup tilbage. Den tidligere anfører er en direkte konkurrent til Luijckx, og i sidste uge fortalte sportschef Hans Jørgen Haysen så den hollandske midtstopper, at han ikke var tiltænkt en plads i startopstillingen.

På det tidspunkt havde Silkeborg vist interesse gennem et par uger, så Luijckx bad om lov til at skifte. Kommunikationen foregik primært med sportschefen, men Luijckx er ikke meget for at uddybe, hvor han og cheftræner Riddersholm gik skævt af hinanden.

- Jeg kan skrive en hel bog om mig og træneren, og jeg forstår dine spørgsmål. Jeg vil ikke grave for meget i det, og jeg lyder måske trist, men jeg vil gerne bevare den positive indstilling, siger han.

Læs også:Luijckx glæder sig over skifte: Kneb med at nyde fodbolden i Sønderjyske

- Jeg er virkelig glad for den her udfordring, og jeg må ikke glemme, hvor fantastiske mine år i SønderjyskE var, og hvor meget positivitet jeg fik fra fansene og folk i klubben. Det glemmer jeg aldrig. Men jeg synes også, jeg må fortælle ærligt, hvorfor jeg forlod klubben.

- I sidste ende har træneren ikke valgt mig flere gange. Jeg forsøgte alt for at tilpasse mig, men i sidste ende havde vi meget forskellige syn på fodbold. Det er det, det bunder i. 

Hvordan så I fodbold forskelligt?

- Det er svært at sige. Det er ikke så interessant at bore i, for så kunne jeg tale i en time mere. Jeg vil ikke tale for meget om træneren, for det ville ikke opsummere hele min tid i SønderjyskE, og det ville ikke føles rigtigt at dvæle for meget ved det. Men som sagt må det også være klart, hvorfor jeg forlader klubben. Det er, fordi jeg ikke ville spille i foråret, og jeg savnede tillid. Men at sige, hvad vi så forskelligt på, skulle vi måske gøre i et talkshow en dag, Glen og jeg. Tale om det i Onside, siger Kees Luijckx med et grin.

- Jeg er sikker på, han let ville tvære mig ud.

Imponeret over Silkeborg
Den 33-årige midtstopper har fået kontrakt med Silkeborg IF til sommer. Han har tidligere nævnt, at det kunne være en mulighed at vende hjem til Holland til den tid, og det er det stadig. Men, understreger han, kun én af flere.

- Det kan godt være en mulighed, at jeg tager hjem til Holland, også for familien. Som jeg har sagt før, vil jeg gerne spille fodbold i så mange år som muligt. Jeg er stadig god, og jeg er stadig meget fit. Det er ikke sikkert, at jeg rejser med familien til Holland. Det er en mulighed, men det er januar, og jeg overvejer stadig muligheder i Danmark.

Først skal han forsøge at hjælpe Silkeborg IF fri af nedrykning. Luijckx besøgte klubben onsdag og blev imponeret over dens faciliteter og stadion. Selv om det ser svært ud, tror han på, at Mission Overlevelse lykkes.

- Det bliver en meget svær opgave, men hvis jeg ikke troede på det, ville jeg ikke være skiftet til Silkeborg. Jeg håber, at jeg kan bidrage positivt til holdet og til klubben. Og jeg vil som sagt gøre alt, hvad jeg kan, for at vi kan overraske. For jeg tror, at alle allerede har fraskrevet Silkeborg, men det har jeg ikke. Jeg tror på det, siger han.

- Både i Holland og i SønderjyskE spillede jeg for klubber, hvor vi skulle kæmpe mod nedrykning. Så klubben kan helt sikkert regne med mig.

Læs også:Silkeborg er klar til at handle igen, hvis en god mulighed opstår

Læs også:Medie: SønderjyskE henter Panathinaikos-spiller

Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere