Superliga-angriber får forlænget skadeshelvede: Det var helt sindssygt af mig

Han har kun spillet 22 minutters Superliga-fodbold i denne sæson, men der kan gå flere måneder, før Mads Hvilsom er tilbage på banen. Måske når han det slet ikke i denne sæson. Og det er mest af alt hans egen skyld.

Det begyndte, før sæsonen overhovedet var gået i gang. Hvilsom var helt oppe at ringe over, at han var tilbage i Hobro. Forud var gået fire års nedtur, siden han forlod klubben som vicetopscorer i Superligaen, men nu kom folk hele tiden hen og talte om den nye start, han skulle have, og om hvor dejligt det var, at han var tilbage.

Han følte, at han var vendt hjem til, hvor han hørte til. Nu skulle det være hans sæson. Han skulle jo også starte inde i premieren.

Glæden holdt i lidt over 10 minutter.

- Jeg fik en bold ned langs siden og skulle bare dække den af for en forsvarer, og så kunne jeg bare mærke, hvordan noget i lysken knækkede over som en gren, siger Mads Hvilsom til tipsbladet.dk.

- Noget røg fra oppe i lysken, og det kom der nogle heftige smerter af. Der skete så det helt vanvittige, at jeg sagde til mig selv: ”Det er lige meget, du skal bare spille videre.” Jeg prøvede at spille med det, men det var helt sindssygt, at jeg tænkte den tanke, at jeg bare kunne lægge det til siden, at min lyske var røget fra.

Mads Hvilsom forsøgte i et par minutter at løbe det væk, men det hjalp ikke. Selvfølgelig ikke. Han kunne jo ikke bevæge sit ben. Det vidste han egentlig også godt, så hvorfor blev han ved?

Læs også:Superliga-angriber åbner op om fire års nedtur: Det er gået ad helvede til

"Det kan ikke passe"
Hvilsom havde glædet sig siden marts, da Hobro skrev kontrakt med ham. Det vil sige fire måneder, hvor han ikke var en del af planerne i SønderjyskE, og hvor han bare gik og ventede på, at den nye sæson skulle begynde. Hans sæson. Hjemme i Hobro.

Han havde tilmed spillet sig i startopstillingen, og han havde fået så meget opbakning fra de lokale, efter han var vendt tilbage. Og så var der jo årene, der gik forud. Han orkede ikke flere fejlslagne klubskifter og forsømte måneder uden for banen.

- Jeg følte, at der ikke var råd til at fejle og til at sige, at jeg var skadet. De fleste, der har fulgt med i min karriere, har set, at det ikke er væltet ind med Superliga-minutter og succes. Så jeg havde slet ikke tænkt det som mulighed, at jeg blev skadet. Det skulle være dårligt spil eller brændte chancer, der gjorde, at jeg ikke spillede.

- Så det var en blanding af adrenalin og tanken: ”Det kan ikke passe", der gjorde, at jeg prøvede at spille videre.

Allerede inden Mads Hvilsom forlod banen, pressede tårerne sig på. Et klap på skulderen fra cheftræner Peter Sørensen på vej ud holdt dem ikke tilbage.

- Jeg sad nede i omklædningsrummet og græd som lille dreng, der havde tabt en fodboldkamp. Det var så urealistisk, at det var sådan, det hele skulle starte, siger han.

- Jeg sad og fik is på. Så kom vores fys ned og sagde, at udmiddelbart det godt være en overrevet sene helt oppe i tilhæftningen. Det var egentlig bare et gæt, men han ramte faktisk meget godt. Desværre.

"Noget i lysken knækkede over som en gren." Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Overvejede at stoppe
En scanning bekræftede fysioterapeuten og Hvilsoms værste anelse. Forude ventede fire-seks måneders pause, og hvis han var uheldig, var det sådan noget, han aldrig kom helt af med.

Dagene, ugerne og til sidst månederne i styrkelokalet syntes uendelige. Mads Hvilsom blev så mismodig, at han overvejede helt at stoppe. Måske skulle han bare finde sig et kontorjob, hvor hans værdi ikke blev målt på, om han kunne spille eller scorede mål.

- Når jeg sad i bilen på vej til træning, tænkte jeg nogle gange: ”Jeg kunne lige så godt vende om. Ingen lægger mærke til, hvis jeg ikke er der.” For det er sådan, man har det, når man er skadet, siger han.

- Når man ikke er på banen og ikke viser sig frem for træneren og holdkammeraterne, føler man sig usynlig. Ingen lægger mærke til, om man har været til scanning. I en fodboldklub er man kun vigtig, hvis man bidrager på banen.

- Jeg er helt sikker på, at det ikke er sådan, det er. De fleste er jo flinke og spørger ind. Men det er den følelse, man har, når man er skadet. Man har lyst til at sige: ”Jeg er færdig med det her, jeg skal have et andet liv.”

Nødt til at tage chancer
Det gik langsomt, men det gik fremad. I starten var det små ting som at kunne løbe uden smerter. I starten af december skrev Mads Hvilsom i en sms til tipsbladet.dk, at han stort set var klar igen, og at han pressede på for at komme med på bænken, inden efterårssæsonen sluttede.

Det skulle han ikke have gjort.

Men de fire måneder, som han blev stillet i udsigt, var gået, så Hvilsom var utålmodig.

- Jeg sagde til sig selv: ”Jeg kan ikke sidde her og se på. Hvis jeg ikke snart får noget succes, så er jeg færdig", selv om er 27 og har masser af tid. Men jeg følte, der var gået for mange år, hvor jeg ikke havde fået nok ud af min tid som fodboldspiller. Så jeg blev nødt til at tage nogle chancer.

- Når jeg tænker tilbage, er det også dumt, at jeg ikke tænkte: ”Nu er jeg skadet, og så må det tage den tid, det tager.”

Forfra
Problemet var, at venstre ben stadig ikke virkede ordentligt. Hvis han skulle lave en vending, var han nødt til at tænke over at gøre det forsigtigt, så han ikke rev lysken op igen. Og han skulle slet ikke begynde at sparke hårdt til bolden med benet. Så kostede det en måned mere i styrkelokalet.

Men det duede jo ikke at spille fodbold med kun ét ben.

- Jeg er ikke en god nok fodboldspiller til, at jeg kan spille uden at kunne bruge mit venstreben, siger Mads Hvilsom.

- Jeg prøvede ikke at lyve, men jeg underspillede måske mine problemer lidt. Det var virkelig håbløst af mig. Jeg har kun mig selv at takke for mine problemer. Jeg var ikke klar til at skulle spille eller træne med.

Det gjorde han bare alligevel, og den 15. december, i efterårets sidste spillerunde på Brøndby stadion, kom Mads Hvilsom ind til de sidste syv minutter. Det har han fortrudt mange gange siden.

Han mærkede ellers ikke det store til sin lyske i ugerne op til, og under kampen var der heller ikke noget. Men da han vågnede næste morgen, kunne han ikke bevæge sit ben. Det føltes, som om skaden lige var sket igen. Så Hvilsom måtte på hospitalet og scannes.

Som en otteårig dreng
Lægerne konstaterede, at det så lige så skidt ud, som det havde gjort tidligere på efteråret. Mads Hvilsom var slået tilbage, og han havde ikke råd til at blive det igen. Hvis lysken fik flere ryk, kunne det ende med at blive så slemt, at det aldrig blev godt igen, sagde de.

- Jeg blev talt til som en otteårig dreng: ”Der er ikke nogen genveje. Hvis du bliver ved med at få riv, kommer du ikke tilbage.” Jeg har fået lidt mere respekt for det over julen. De forskellige læger, jeg har været hos, har stort set sagt det samme: Nu skal der ikke tages flere chancer. Nu skal jeg gøre, hvad der bliver sagt.

Mads Hvilsom har ikke rørt en bold siden den decemberdag for to måneder siden. I næste uge skal en specialist tilse ham, og sammen skal de vurdere, om han skal opereres, eller om de skal give genoptræningen en chance til. Denne gang til ende.

Det er svært at sige, hvilke udsigter han har nu. Han kommer i hvert fald ikke på banen lige foreløbig, og hvis han overhovedet gør i løbet af foråret, er det en gevinst.

Nu sidder Mads Hvilsom, hvor han hader at sidde: på kondicyklen, på tribunen og i bilen alene med sine frustrationer. Det er især slemt nu, hvor Superligaen begynder igen.

- Man begynder at finde ud af, hvor meget fodbold betyder for én. Det har været mit liv, siden jeg var 14 år og flyttede til Ikast. Det er virkelig en tom følelse, for man glæder sig ikke til noget. Det er den samme hverdag hver eneste dag, siger han.

- Jeg har mange frustrationer, og samtidig håber jeg helt vildt, at gutterne klarer det. Det er hele tiden et ambivalent forhold, hvor man på den ene side hader det hele og bare har lyst til at ligge derhjemme. På den anden side vil jeg gerne være her, for jeg føler, det er min klub, der går et vigtigt forår i møde, og jeg hader tanken om, at jeg ikke kommer til at bidrage.

Den skæbnesvangre indskiftning mod Brøndby. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Latterlige mål
Så selv om alle de grimme tanker, dem der handler om bare at droppe det hele og finde et almindeligt arbejde, har meldt sig igen i det nye år, nægter Mads Hvilsom kaste håndklædet i ringen.

Det skal være løgn, tænker han. Der er stadig noget at kæmpe for. Alle de store oplevelser, loyaliteten til Hobro, som han stadig har to års kontrakt med, når han forhåbentlig er klar til sommer.

I mellemtiden må han bare finde sig nogle nye ting at glæde sig over.

- Jeg har sat mig sådan nogle latterlige mål. Det kan være, at jeg skal være den, der træner hårdest af de skadede spillere. Vi kan se nogle pulsmål, når vi laver cardio. De fleste lægger sikker ikke mærke til de andres tal, men jeg har siddet i syv måneder og tænkt: ”Nu skal jeg slå den ene efter den anden”, siger Mads Hvilsom.

- Det lyder skørt, men det holder mig oppe. For jeg kan ikke konkurrere på andre ting. Jeg kan ikke score ude på banen. Men på den måde får jeg en følelse af, at jeg har vundet et eller andet.

I morgen får hans hold første chance for at vinde en gældende kamp i det nye år, når Hobro IK møder SønderjyskE.