Video : Tipsbladet
Premier League

Steven Gerrard vil være Frank Lampards træner-rival

Liverpool-legenden siger, at han godt kunne tænke sig at genoplive rivaliseringen med Frank Lampard. Denne gang som trænere.

Steven Gerrard som manager i en Premier League-klub.

Det er nok en tanke, der synes nærliggende for mange, og især Liverpools fans så nok gerne, at “Captain Fantastic” vendte tilbage til Anfield.

Hovedpersonen selv er heller ikke just afvisende for det scenarie. Han mener dog, at det endnu nok er lige tidligt nok. Men han vil gerne konkurrere mod Frank Lampard igen, som han så ofte gjorde som spiller.

I et interview med Mail on Sunday siger Gerrards tidligere Liverpool-kollega Danny Murphy, at han godt kunne tænke sig, at Steven Gerrard trænede en Premier League-klub, så han og Lampard, som er træner i Chelsea, kunne komme til at stå over for hinanden.

- Det kunne jeg også godt. Jeg er sikker på, Frank (Lampard, red.) har haft samme tanke. Men jeg ville også elske at blive Jose Mourinhos rival, siger Steven Gerrard ifølge Sky Sports.

- Der vil helt naturligt komme denne sammenligning mellem Frank og mig, som også var der, da vi var spillere: Kunne vi spille sammen? Hvem var bedst? Der er stadig et element af det, men i virkeligheden er vi i to vidt forskellige jobs, erkender Gerrard, der har kommandoen i Rangers.

På spørgsmålet om han er klar at tage skridtet og tage til et trænerjob i Liverpool, tøver han.

- Hvis jeg fik chancen, ville jeg være bedst muligt forberedt. Man kan ikke planlægge alt sæson efter sæson. Hvis noget ændrer sig på få måneder, så kan man være uden arbejde, forklarer han.

- Er jeg klar til Liverpool-jobbet nu? Måske ikke, indrømmer den tidligere Liverpool-anfører.