Video : Tipsbladet
Superliga

Fakta: Bliv klogere på tilskuerforsøg i Superligaen

Der skal være to meter mellem hver tilskuer til forsøgskampene i Superligaen.

Bliv klogere på forsøget med at lukke flere fans ind til Superligakampe:

Hvilke kampe drejer det sig om?

Tre kampe i runde 29 er udvalgt til forsøget. Det er kampe på stadioner af forskellig størrelse og med forskellig infrastruktur. Det drejer sig om kampene Horsens - Randers, Brøndby - FC København og Lyngby - OB. De spilles henholdsvis den kommende lørdag, søndag og mandag. Dermed kan det samme evalueringshold overvære alle tre kampe.

Spilles der med fyldte tribuner i forsøgskampene?

Nej, langtfra. Eksempelvis forventer Brøndby kun at kunne have 2500-3000 tilskuere til derbyet mod FCK. Den nedsatte kapacitet skyldes blandt andet, at der skal være en afstand på to meter mellem tilskuerne. Hver sektion skal have sin egen indgang og egne toiletforhold, og der må maksimalt sidde 500 personer i en sektion. Udebanefans er ikke velkomne, og tribuner med ståpladser må ikke benyttes, da tilskuerne som udgangspunkt skal sidde ned.

I de kommende dage skal det afklares, præcis hvor mange tilskuere der må komme til de tre superligakampe på baggrund af hver klubs sikkerheds- og sundhedsplan.

Hvad sker der efter forsøgskampene?

En evalueringsgruppe bestående af personer fra politiet, sundhedsmyndighederne og Divisionsforeningen skal vurdere, om forsøgene giver anledning til at spille flere kampe med over 500 personer på stadion sommeren over. Evalueringerne kommer til at foregå i uge 26 og 27. Er forsøget vellykket, kan det bane vejen for, at flere tilskuere til Superligakampe vil være en del af den næste åbningsfase fra 8. juli. I så fald vil runde 32-36 kunne spilles med mere end 500 personer på stadion.

Hvordan er reglerne for de øvrige kampe i dansk fodbold?

De kampe, der ikke er en del af testforsøget, er underlagt de samme regler, som har gjaldt i den seneste uge. Der må maksimalt være 500 personer på stadion. Det inkluderer spillere, trænere, dommere, vagter, bolddrenge, kamerafolk og andre arbejdsfunktioner på stadion. Dermed er det reelle tilskuertal mellem 200 og 400 til superligakampe.

Kilder: Rigspolitiet og Ritzau.

/ritzau/