Video : Tipsbladet
Superliga

OB slår Lyngby og tager et stort skridt mod overlevelse

Med en sejr på 2-1 ude over Lyngby spillede et skadesplaget OB-hold sig tæt på en ny sæson i Superligaen.

OB tog mandag aften et stort skridt mod overlevelse i 3F Superligaen, da holdet slog Lyngby med 2-1 på udebane.

De tre point betyder, at OB har seks point ned til både Lyngby og Sønderjyske med tre runder tilbage af nedrykningsspillets pulje 1.

Sejren kom i hus til trods for, at OB var uden en lang række profiler i kampen, blandt andre anfører Janus Drachmann, og endda kom bagud tidligt i opgøret.

God fight, en udligning før pausen og en scoring, hvor der muligvis var offside, i anden halvleg, gav dog gæsterne de tre vigtige point i en ellers jævnbyrdig kamp.

Læs også:LIVE: Sådan gik det, da Lyngby fik besøg af OB

Lyngby, som havde 11 danskere i startopstillingen, kom foran efter bare 12 minutter, da offensivprofilen Rezan Corlu satte en modstander af med et smart træk og sparkede bolden i nettet via den ene stolpe.

OB var skidt kørende i det meste af første halvleg og skabte ikke meget ud over venstrebacken Jørgen Skjelviks afrettede afslutning, som ramte overliggeren.

Fem minutter før pausen kom udligningen dog alligevel, da midtbanespilleren Troels Kløve sparkede bolden i nettet via en afretning.

13 minutter efter pausen slap OB’s unge angriber Max Fenger fri på grænsen til offside og lagde bolden ind til angrebsmakker Sander Svendsen, som nemt kunne score til 2-1.

Læs også:Svensk fodboldchef: Vi følger udviklingen i Danmark

Lyngby jagtede herefter en udligning, men havde svært ved at skabe det store mod et hårdtarbejdende OB-mandskab.

Den indskiftede Lyngby-anfører Martin Ørnskov og den ligeledes indskiftede angriber André Riel kom til de bedste chancer i en nervepirrende afslutning.

De to hold mødes igen i næste runde i Odense.

/ritzau/

Læs også:Bedst og værst: Fenger fortsatte imponerende takter i Lyngby

Læs også:Se listen: Silkeborg er Superligaens nedrykningskonger

Læs også:Superliga-boss forventer ikke flere fans i næste runde: Det var kun et forsøg