Video : Tipsbladet
Benelux

Medie: FC Twente dropper dansk angriber efter en sæson

Emil Berggreen er efter sigende færdig i FC Twente, der ikke udnytter muligheden for at forlænge hans aftale med yderligere et år.

Sidste sommer skiftede Emil Berggreen til hollandsk FC Twente på en fri transfer efter et ophold i tysk fodbold, men allerede nu skal den danske angriber på klubjagt igen. Det skriver mediet Tubantia.

I FC Twente blev Emil Berggreen således udstyret med en etårig aftale, hvor klubben havde en mulighed for at forlænge samarbejdet med yderligere en sæson. Den mulighed har Twente ifølge mediet ikke valgt at udnytte, og den tidligere Hobro-spillers kontrakt udløber i dag, tirsdag.

Læs også:Blev fyret for racisme: Hollandsk træner meldes tæt på Twente

Når FC Twente i næste uge genoptager træningen, vil angriberen til gengæld være med på træningsbanen. Han har fået lov til at træne med for at holde formen ved lige.

Emil Berggreen, der er 27 år, nåede blot at spille 16 kampe for FC Twente med ét mål og én assist til følge. Tidligere har man set udlandsdanskere tage tilbage til Superligaen for at få karrieren på ret køl, men angriberen var i foråret tvivlsom over for en retur til Danmark.  

- Det kunne det jo måske godt, men jeg vil sige, at hvis jeg skulle hjem og spille i Danmark, skulle det være, fordi der var en af top tre-klubberne, som virkelig gerne ville have mig, sagde Emil Berggreen til Viaplay Sport Live i april.

Tidligere i karrieren har han spillet Hobro IK i Superligaen samt Eintracht Braunschweig og Mainz 05 i Tyskland. 

Læs også:24-årig stopper karrieren efter Vendsyssel-exit: Jeg er ikke dygtig nok