Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-anfører skifter til fransk fodbold med det samme

FC Nordsjælland-anfører Nicolai Larsen skifter allerede til franske Guingamp mandag. Dagens kamp mod AaB bliver derfor målmandens foreløbigt sidste for FC Nordsjælland.

Franske Guingamp kunne få lidt over et par uger siden meddele, at klubben henter FC Nordsjælland-målmand Nicolai Larsen til klubben efter denne sæson.

Efter eget ønske får FCN-anføreren dog lov til at forlade dansk fodbold fra i morgen, mandag. Det skriver FC Nordsjælland på klubbens hjemmeside.

- Jeg sætter stor pris på, at jeg nu kan få den bedst mulige start for mig selv og familien i Frankrig ved at tage tidligere afsted, men det betyder selvfølgelig også, at den triste afsked i FCN rykkes frem til allerede i dag. Det bedst mulige farvel er naturligvis en sejr med drengene på hjemmebane, så det vil jeg gøre alt for kan lade sig gøre, siger Nicolai Larsen, der altså dermed er med for foreløbigt sidste gang, når FC Nordsjælland søndag møder AaB. 

Årsagen til det tidligere skifte er, at sæsonen allerede er slut i det franske, og at klubberne derfor nu begynder forberedelserne på den næste. Disse vil Nicolai Larsen gerne en del af, og det har han fået lov til af FC Nordsjælland, selvom målmandens kontrakt først udløber ved udgangen af juli. 

Klubberne og Larsen har dog en aftale om, at målmanden kan vende tilbage til Danmark, hvis FC Nordsjælland rammes af skader eller karantæner på målmandsposten i de resterende kampe af denne sæson, oplyser FCN.

- Nicolai har været meget vigtig for vores trup, fordi han tager et stort ansvar både på og uden for banen. Han er selvkritisk og har et meget afklaret og realistisk billede af sig selv som person og som fodboldspiller. Han udtrykker sine meninger og følelser på en meget moden måde, og han er virkelig dygtig til at fokusere. Nicolai er en ægte sportsmand, som vi kommer til at savne meget i FC Nordsjælland, siger cheftræner Flemming Pedersen om skiftet.

Der er kampstart mellem FC Nordsjælland og AaB klokken 14.00 på Right to Dream Park.