Video : Tipsbladet
Premier League

Højbjergs chef: Kan ikke holde spillere fra at skifte

Southampton kan ikke stoppe spillere i at skifte til større klubber, erkender Ralph Hasenhüttl.

Der er mange rygter om Pierre-Emile Højbjergs fremtid. Den danske midtbanespiller skulle således være interessant for blandt andre Tottenham og Everton, og med kontraktudløb næste sommer tyder meget på, at danskeren forlader Southampton i år.

Selvom det er et tab for Southampton, er det ikke noget, der frustrerer cheftræner Ralph Hasenhüttl.

Den østrigske manager erkender, at Southamptons plads i fødekæden betyder, at de ikke kan beholde spillerne, når større klubber melder sig på banen.

- Jeg er altid bange for, at spillere, der spiller godt for vores hold, er interessante for andre. Men sådan er vores situation, og det er vi nødt til at leve med. Det er normalt for os. Vi er en udviklingsklub. Vi udvikler spillere, der er unge, og vi udvikler også spillere, der er lidt ældre.

- Hvis de overgår forventningerne, og en anden klub kommer og siger ”Han er interessant for os”, kan vi ikke holde spillerne fra at skifte. Det er normalt for os, siger Ralph Hasenhüttl til Sky Sports og tilføjer, at det er en del af forretningsmodellen. 

Der resterer imidlertid stadig tre spillerunder af sæsonen i Premier League, og endnu er der ingen spillere, der har andre tilbud, tror cheftræneren.

- Det er et skridt tilbage, når en spiller har et tilbud fra en anden klub og ønsker at skifte. Men vi er ikke kommet så langt endnu, tror jeg, og vi ved, at vi først skal afslutte sæsonen, og så skal vi se på, hvad der sker, siger han.

Pierre-Emile Højbjerg, 24 år, har spillet i Southampton siden 2016, og det er blevet til 132 kampe for den engelske klub. I størstedelen af de to seneste sæsoner har danskeren også båret anførerbindet.  

Læs også:Avis: Pierre-Emile Højbjerg har bestemt sig - vil til Tottenham

Læs også:Southampton meldes tæt på ny Jannik Vestergaard-konkurrent