Video : Tipsbladet
Premier League

Vestergaard og Højbjerg slog Billing i meget livligt danskeropgør

Det blev til holdet med flest danskere, der tog sejren i Premier League søndag eftermiddag, da Southampton vandt med 2-0 over Bournemouth.

I hele denne sæson har det stort set kun været skader og karantæner, som har holdt Southamptons danske anfører Pierre Emile Højbjerg fra at få fuld spilletid runde efter runde. Men på det seneste er det begyndt at halte.

Søndag i 2-0- sejren mod Bournemouth var han også på bænken i de første 75 minutter af kampen for sin klub, som han på det seneste er blevet rygtet væk fra. Her skulle der både være interesse fra Tottenham og Everton, forlyder det. 

Dog kunne Southampton med Jannik Vestergaard se sig komme foran i første halvleg efter en scoring fra Danny Ings med fire minutter før pausen. Samme Ings havde efter pausen muligheden for at fordoble føringen på et straffespark, men det svage forsøg blev snuppet af Bournemouth-keeper Ramsdale.

I det hele taget leverede Ramsdale en stor kamp, hvor han også snuppede en friløber fra Redmond. Bournemouth havde dog også deres muligheder, og de kunne dybt inde i overtiden se en scoring blive annulleret af VAR for en offside. 

Efter 98 minutters spil lukkede Southampton opgøret med en scoring til 2-0 fra Adams.

Vestergaard var ikke den eneste dansker, som startede inde i kampen, da også Philip Billing var med fra start for Bournemouth, og fælles for de to startende danskere var, at de begge fik sig et gult kort.

Næste kamp for Southampton er mod Sheffield United, som også er sidste runde i Premier League i denne sæson, og det kan derfor blive til Højbjergs sidste for klubben. Bournemouth derimod skal kæmpe mod nedrykning, hvor de har tre point op til Watford på den anden side af stregen.