Mikkel Damsgaard spiller søndag aften sin sidste kamp for FC Nordsjælland, og forud for den kamp blev den unge offensivspiller hyldet.
Således er han blevet kåret til årets unge spiller i Superligaen for sine præstationer i denne sæson. Det meddeler Superligaen på Twitter.
Den 20-årige spiller har hidtil scoret 10 mål og lagt op til seks på 34 kampe i denne sæson, og han kan øge de totaler mod FC København søndag aften.
Efter sommerferien skal Mikkel Damsgaard som bekendt ikke længere spille Superliga. I stedet tager han sydpå og skal spille for Sampdoria i den bedste italienske række, Serie A.
Mens Damsgaard blev kåret til årets unge spiller, vandt Erik Sviatchenko prisen som årets spiller.