Video : Tipsbladet
1. division

Vendsyssel FF forlænger med duo og tager afsked med tre

I Vendsyssel har man forlænget med to spillere, mens man siger farvel til tre - heriblandt Emmanuel Ogude.

Vendsyssel FF er ved at få truppen til den kommende sæson på plads.

Den nordjyske NordicBet Liga-klub kunne mandag præsentere Tobias Christensen fra HB Køge, og tirsdag meddeler de, at de har forlænget med både Jelle van der Heyden og Andreas Kaltoft, hvis kontrakter ellers stod til at udløbe denne sommer. Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse. 

Af de to forlængede spillere har hollandske Jelle van der Heyden fået den længste aftale, da hans nye aftale løber indtil sommeren 2023, mens forsvarsspilleren Andreas Kaltofts nye kontrakt blot løber for den kommende sæson.

Læs også:Tim Prica fastslår: Min far har ikke haft indflydelse på mit klubvalg

Begge spillere var mere eller mindre fast inventar i Vendsyssels startopstilling i den netop overståede sæson, og ifølge cheftræner Lasse Stensgaard har de bevist deres værd. 

- De har tidligere bevist, at de holder et godt niveau i NordicBet Ligaen – og også højere end det. Og vi ser, at de passer fint ind i den måde, vi gerne vil spille på. Så det giver rigtig god mening, at de begge tager en tørn mere i Vendsyssel FF, siger Lasse Stensgaard ifølge pressemeddelelsen. 

Det var Jelle van der Heydens første i Danmark, efter at han sidste sommer kom til klubben fra FC Twente i Holland. Omvendt har Andreas Kaltoft spillet for Vendsyssel siden 2017, hvor han kom til fra Brøndby.

Læs også:SønderjyskE sender prøvespiller videre

Farvel og tak til trio
Mens to altså har fået forlænget aftalen, er der også nogle, der ikke har.

Hverken Bradford Jamieson IV, Emmanuel Ogude eller Benjamin Lund fortsætter i Vendsyssel FF til næste sæson. Deres kontrakter er således udløbet.

Af de tre har Emmanuel Ogude efterladt det største indtryk, siden han kom til klubben fra B93 i 2017. Han har leveret 28 mål på 91 kampe.

Læs også:Kun 25 år: Vendsyssel-angriber stopper karrieren efter skadesproblemer

Læs også:Vendsyssel FF tester Adnan Mohammad og tre andre

Læs også:Vendsyssel FF køber offensivspiller i HB Køge