Video : Tipsbladet
Landshold

Dansker får landstrænerjob på Grønland

Fra Holbæk i 2. division til landstræner for det grønlandske herrelandshold. Det er realiteten for 46-årige Morten Rutkjær.

Morten Rutkjær er ansat som ny landstræner for herrernes A-landshold på Grønland.

Det bekræfter Grønlands Boldspil-Union, KAK, i en pressemeddelelse.

Den 46-årige dansker er til daglig teknisk chef i 2. divisionsklubben Holbæk, men nu skal han i gang med sit første landstrænerjob i sin trænerkarriere.

“Det er vigtigt for os at have en erfaren træner og med Morten ser vi frem til et godt samarbejde og især for at genopstille vores udendørs landshold. Morten skal stå for spidsen når landsholdet skal deltage i Island Games i 2021 og vi føler at han er den rette mand at ansætte for at opnå vores sportslige målsætninger," fortæller Sigel Finn Meinel, der er formand i KAK.

Rutkjær har tidligere været træner for klubber som Vanløse, B93 og Frem, og han er uddannet UEFA Pro Licens-træner.

Danskeren ser frem til de nye udfordringer, der blandt andet byder på forberedelser fremod Island Games næste år.

- Jeg glæder mig til at bygge et A-landshold op, hvor jeg skal gøre spillerne bedre og skabe gode betingelser både på og udenfor banen. Jeg ser store muligheder i at påvirke grønlandsk fodbold i positiv retning, og jeg har ambitioner for grønlandsk fodbold, siger Rutkjær.

- Jeg skal udtage en bruttotrup med henblik på Islands Games i 2021 i Guernsey i Den Engelske Kanal. Det vil ske over de næste par måneder. Derudover skal jeg løfte grønlandsk fodbold, så man på sigt står bedre internationalt.

Rutkjær skal være i Nuuk i dagene fra 15. august til 20. august og i Ilulissat i dagene fra 21. august til 27. august for at se spillerne og deres niveau.