Video : Tipsbladet
Landshold

Kasper Hjulmand holder nøje øje med rangliste: Alle kampe tæller

Danmark er i hård kamp om at komme i den vigtige top-10 blandt europæiske hold på verdensranglisten.

Den danske landstræner Kasper Hjulmand lægger ikke skjul på, at Danmarks placering på verdensranglisten er overordentlig vigtig.

Placeringen kan nemlig betyde, at Danmark i den kommende VM-kvalifikation kan undgå de største europæiske fodboldnationer.

- Jeg tænker meget på det. Vi skal huske, at i hver kamp vi spiller, der spiller vi om ranglistepoint. Vi holder også nøje øje med Schweiz, siger Kasper Hjulmand på et digitalt pressemøde inden onsdagens kamp mod England.

Netop Schweiz er interessant i ranglistesammenhæng.

Det er nemlig Schweiz, der lige nu indtager den attraktive tiendeplads på verdensranglisten, hvis man kun kigger blandt europæiske nationer. Landene i top-10 bliver topseedede i de ti forskellige VM- kvalifikationsgrupper i Europa.

Læs også:Optakt: England - Danmark

- Det er ekstremt svært for et europæisk hold at komme til VM, og hvis man kan blive topseedet, så undgår man nogle af de allerstørste. Så det er en vigtig del af de her kampe også, siger Hjulmand.

Danmark er nummer 11 på listen lige bag Schweiz og har heller ikke langt op til Tyskland og Holland. Den seneste liste er opdateret 17. september.

Siden da har Danmark vundet en testkamp over Færøerne, og søndag blev det til en 3-0-sejr over Island i Nations League. Til gengæld har schweizerne tabt en testkamp til Kroatien, og søndag tabte de også til Spanien.

Næste opdatering af verdensranglisten sker 22. oktober.

Søndagens danske 3-0-sejr var den anden sejr i træk for landstræner Hjulmand, efter at det blev til 4-0 over Færøerne onsdag.

Læs også:Braithwaite: Højere risiko end under Åge Hareide

Og den danske Barcelona-angriber Martin Braithwaite kan godt mærke, at der er sket lidt forandringer i den danske offensiv siden skiftet fra tidligere landstræner Åge Hareide til den nuværende.

- Det er selvfølgelig anderledes. Vi har ændret nogle ting, der betyder, at man som offensivspiller nogle gange er lidt længere fremme på banen.

- Vi spiller med en større risiko i vores presspil, og det er vi villige til, fordi vi gerne vil score mål, lyder det fra Martin Braithwaite.

Danmark møder England i Nations League onsdag klokken 20.45.

/ritzau/

Læs også:Stærk pris: Se England - Danmark og masser af Nations League på Dplay

Læs også:Blev skadet mod Island: Skov Olsen er ude i seks uger

Læs også:Karakterer: Danske profiler gjorde forskellen efter pausen