Video : Tipsbladet
La Liga

Sevilla dukket af sen Granada-scoring

En sen scoring af Granada sikrede sejren mod Sevilla.

Der var en topkamp på menuen i La Liga lørdag formiddag, da Sevilla gæstede Granada. De to mandskaber har nemlig begge haft en god sæsonstart, og inden lørdagens kamp havde Sevilla ikke tabt.

Men en status som ubesejret i denne sæson kan Sevilla ikke længere prale af. De tabte nmelig til Granada efter en sen scoring.

Det lignede ellers længe, at der ikke ville blive scoret i opgøret, og det kunne især Sevilla formentlig leve med. I første halvlegs tillægstid blev de nemlig reduceret til 10 mand, da Joan Jordan fældede en Granada-spiller og modtog sit andet gule kort.

Det gjorde ikke Sevillas opgave nemmere, men gæsterne fra Andalusien holdt stand længe. I det 82. minut gik det dog galt for Julen Lopeteguis mandskab.

Et indlæg fra Dimitri Foulqier sejlede ind i Sevilla-feltet, hvor Granadas midtbanespiller Yangel Herrera kom først på bolden og headede kuglen i kassen. Dermed var Granada pludselig på sejrskurs.

Og de satte ikke føringen over styr. Efter 90 minutter plus det løse kunne dommeren fløjte af, og Granada kunne fejre sejren. Dermed har Granada nu hentet 10 point efter fem kampe og er på en delt førsteplads. TIl gengæld er Sevilla nummer syv med syv point efter fire kampe.