Video : Tipsbladet
Bundesliga

Coronaudbrud i Robert Skovs klub: Hele truppen isoleres

Efter at blandt andre Robert Skov er blevet testet positiv for coronavirussen, er hele Hoffenheims hold gået i karantæne.

Robert Skov testede tirsdag positiv for coronavirus i den danske landsholdslejr, men han er langt fra den eneste spiller fra Hoffenheim, som er blevet smittet med sygdommen.

Angriberen Munas Dabbur er også blevet testet positiv i den israelske landsholdslejr, mens Sebastian Rudy, Ishak Belfodil og et medlem af trænerstaben hjemme i Hoffenheim er blevet testet positiv onsdag morgen.

Hele holdet er derfor gået i karantæne, og det får også konsekvenser for klubbens målmand Oliver Baumann.

Læs også:Optakt: Danmark - Sverige

Den 30-årige keeper var nemlig udtaget til det tyske landshold, men må nu forlade landsholdslejren og rejse hjem, hvorfor han ikke er med i de kommende kampe mod Tjekkiet, Ukraine og Spanien. Det meddeler det tyske fodboldforbund DFB på sin hjemmeside.

Oliver Baumann er ellers blevet testet negativ to gange i landsholdslejren.

I Hoffenheim har man ikke en forklaring på, hvorfor der er et større udbrud i klubben i øjeblikket.

Læs også:Overblik: Her er alle spillerne, der er ude af landskampen mod Sverige

- Vi kan ikke forklare udbruddet, siger direktør Alexander Rosen og tilføjer:

- Vi har fulgt hygiejnereglerne omhyggeligt i flere måneder. Så vi kom igennem pandemien i flere måneder uden en eneste positiv sag, som nu rammer os hårdt.

Tidligere har Jacob Bruun Larsen, kroatiske Andrej Kramarić og ghanesiske Kasim Adams samt to ansatte fra Hoffenheim også været smittet med coronavirussen for nylig.