Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-trio forlader svensk landsholdslejr efter Danmark-kamp

Peter Wettergren mener, at Danmark var dygtig til at holde Sverige i skak i onsdagens testkamp. Samtidig siger han, at Superliga-trio forlader den svenske landsholdslejr.

Det skuffer Sveriges vikarierende fodboldlandstræner, Peter Wettergren, at svenskerne ikke var i stand til at true det danske mål mere i onsdagens testkamp på Brøndby Stadion.

I den næsten nerveløse kamp var der kun få gange brug for, at debuterende Oliver Christensen i det danske mål måtte på arbejde, og det er Peter Wettergren ikke tilfreds med. Det siger han på et pressemøde efter kampen.

- Hvis man ser på kampen overordnet, så var det en typisk testkamp, hvor Danmark havde bolden mest, og hvor vi lå dybere tilbage på banen. Frem til Danmarks mål så det godt ud i vores forsvar.

- I den anden ende af banen havde vi lidt større problemer, og det skal vi have arbejdet på. Men Danmark gjorde det også godt, de havde en stærk akse i første halvleg med Kasper Dolberg, Christian Eriksen og Thomas Delaney, siger den svenske trænervikar.

Ligesom det danske hold bestod svenskernes hold af mange debutanter.

- Der er altid noget, man kan tage med sig. Det var lærepenge for mange af vores spillere, for der er mange af dem, som ikke har været med så meget, og flere andre fik debut.

- Det er vigtigt, for det var en af de få kampe, vi har til at teste nye spillere. Og det var godt at kunne teste mod en stærk modstander som Danmark, siger Wettergren.

FCK-angriberen Jonas Wind åbnede målscoringen i anden halvleg, og Sønderjyske-backen Alexander Bah fordoblede den danske føring.

- Det første mål var efter et hjørnespark, hvor vi tabte markeringen på bageste stolpe. Indtil da havde vi forsvaret vores mål ganske godt. Det andet mål lavede de, da de fik mere plads, fordi vi var kommet længere frem på banen, siger Peter Wettergren.

Den svenske landsholdssamling er nu ovre for superligaspillerne Jacob Rinne, Oscar Hiljemark (begge AaB) og Joel Andersson (FCM), mens resten af det svenske landshold skal forberede sig til Nations League-kampe mod Kroatien og Frankrig.

- Vi har sagt farvel til dem og takker dem for disse dage, siger vikarlandstræneren.

Peter Wettergren stod med ansvaret på Sveriges sidelinje, fordi landstræner Janne Andersson er smittet med coronavirus.

/ritzau/