Video : Tipsbladet
Champions League

Bayern München avancerer med sejr over Salzburg

Bayern München er klar til knockoutfasen i Champions League efter en sejr på 3-1 hjemme over RB Salzburg.

Den forsvarende Champions League-mester Bayern München fortsætter sin tunge dominans i turneringen, hvor holdet nu har vundet svimlende 15 kampe i træk.

Onsdag aften spillede den sydtyske storklub sig videre til ottendedelsfinalerne ved at vinde den fjerde gruppekamp af fire mulige, da det blev til en sikker 3-1-sejr hjemme over RB Salzburg. Danske Rasmus Nissen Kristensen lagde op til Salzburgs reduceringsmål.

Da Atletico Madrid og Lokomotiv samtidig spillede 0-0 i onsdagens anden kamp i gruppe A, er Bayern sikker på at vinde gruppen før de sidste to spillerunder, mens Atletico ligger lunest i svinget til at følge Bayern med videre i turneringen.

Læs også:El Diego i ørkenen: Da Tipsbladet mødte verdensstjernen Maradona

Salzburg er sponsoreret af en energidrik og spillede i vanlig stil også med stor energi og entusiasme mod Bayern, men måtte sande, at der var tale om en modstander med større individuel kvalitet.

Det viste sig eksempelvis ved 1-0-scoringen, som målslugeren Robert Lewandowski stod bag efter godt forarbejde mellem ham selv og Thomas Müller. Målet faldt i slutningen af første halvleg, og i begyndelsen af anden halvleg blev det så 2-0.

Her var gæsterne uheldige, da Maximilian Wöber rettede en afslutning af, så den gik i eget net.

Bayern-spanieren Marc Roca havde fået en sjælden startplads, men den tog han ikke godt imod. Midtvejs i anden halvleg modtog han således sit andet gule kort og måtte gå tidligt i bad.

Trods det numeriske undertal udbyggede Leroy Sané føringen med et hovedstødsmål kort efter.

Dermed punkterede Bayern reelt opgøret, og en reducering af Mergim Berisha efter et dansk oplæg var reelt ikke andet end østrigsk pynt på resultatet.

Læs også:Norsk målmaskine knuser ny Champions League-rekord