Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC udpeger trænervikar til weekendens kamp

Randers FC må klare sig uden Thomas Thomasberg i weekenden, og de har i stedet udpeget manden, der skal vikarierer som cheftræner.

Randers FC’s uge har været præget, efter at cheftræner Thomas Thomasberg tidligere på ugen testede positiv for coronavirus, men nu er der godt nyt i det kronjyske.

For anden gang i denne uge er hele truppen nemlig testet negativ for coronavirus, og derfor er alle spillerne klar til weekendens Superliga-kamp mod Lyngby Boldklub.

Det oplyser Randers FC på sin hjemmeside, hvor de samtidig udpeger en trænervikar til kampen.

Mens alle spillerne er klar, er cheftræner Thomas Thomasberg som bekendt ikke tilgængelig, efter at han testede positiv for coronavirus mandag, og i stedet vil assistenttræner Rasmus Bertelsen overtage tøjlerne til søndagens kamp.

Rasmus Bertelsen har en fortid som vikarierende cheftræner i Randers FC, og i foråret 2018 overtog han tøjlerne fra Ricardo Moniz i knap en halv sæson. Dengang var han med til at sikre klubben overlevelse i Superligaen.

Inden søndagskampen mod Lyngby Boldklub er Randers FC nummer otte i Superligaen.