Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool slår Aston Villas unge reserver efter besvær

Aston Villas reservespækkede hold voldte længe Liverpool problemer, men det endte med et nederlag på 1-4.

Aston Villa var nødsaget til at stille op i en stærkt svækket udgave i tredje runde af FA Cuppen mod Liverpool.

Med masser af U23-spillere og helt unge fodboldtalenter tabte Aston Villa efter en hæderlig indsats med 1-4 til det engelske mesterhold.

Aston Villa havde været ramt af coronaudbrud i truppen og stillede derfor op til kampen i en decimeret udgave.

Liverpool havde dog i lange perioder store problemer, og først efter lidt over en time kom der styr på kampen for Jürgen Klopps mandskab.

Aston Villa-fansene kunne godt have frygtet en afklapsning, da Liverpool-angriberen Sadio Mané headede udeholdet foran 1-0 efter blot fire minutter.

Ydmygelsen udeblev dog, og i stedet kunne Aston Villa for en stund drille med en overraskende udligning.

Den blot 17-årige angriber Louie Barry løb fra Liverpools stopper Rhys Williams og udplacerede Caoimhin Kelleher i målet.

Den stilling holdt til pausen, men i anden halvleg fik Liverpool scoret tre gange uden modsvar.

De tre mål blev sat ind på bare fem minutter efter omkring en times spil.

Efter en time sparkede Georginio Wijnaldum Liverpool på 2-1, og tre minutter senere brugte Sadio Mané for anden gang i kampen hovedet til at score til 3-1.

Efter 65 minutter øgede stjerneangriberen Mohamed Salah til slutresultatet 4-1. Det var fem dyrebare og lærerige minutter for det unge Aston Villa-mandskab.

I fredagens anden FA Cup-kamp vandt Wolverhampton 1-0 hjemme over Crystal Palace og er dermed også videre til fjerde runde i pokalturneringen.

Angriberen Adama Traoré stod for kampens enlige mål ti minutter før pausen.

/ritzau/