Leder: Nej tak til Premier League-tilstande i Superligaen

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren - se mere her.

Der er kommet nye retningslinjer at forholde sig til for danske fodboldklubber, efter først en engelsk mutation af coronavirussen og siden en sydafrikansk har lagt yderligere tryk på smittebekæmpelsen i Danmark.

De regler har klubberne og deres brancheorganisation Divisionsforeningen forholdt sig til, og det betyder blandt andet ekstra tests af spillerne på kampdagen og nye forholdsregler, der skal gøre det svært for den drilske og potentielt særdeles farlige virus at sprede sig i en spillertrup, som er sket enkelte gange i begrænset omfang i 2020.

Det er både rimeligt og fornuftigt, at Superligaen og 1. division følger med, og hverken praktisk eller i kommunikationen med resten af Danmark er der noget andet valg. Som del af noget større end bare en bold og nogle årsregnskaber skal man kere sig om resten af samfundet, og det gør klubberne.

Men i de nye retningslinjer findes der også en kort passus, der indskærper, at spillerne skal afholde sig fra at kramme hinanden og fra give high fives.

Jeg forstår budskabet, og jo, jeg har da også enkelte gange tænkt, at det er underligt, at spillere på tværs af to hold giver en krammer eller står tæt sammen, når vi nu gennem snart 11 måneder alle er blevet skolet i at holde afstand og netop ikke røre hinanden.

Men jeg håber også, at den er lukket med den korte passus og lidt ekstra omtanke fra klubbernes og spillernes side.

De nye Superliga-retningslinjer minder meget om dem, der blev indført i Premier League for tre uger siden.

De regler kom efter adskillige dumme sager i britisk fodbold, hvor halve trupper blev ramt samtidig, og hvor Celtic ganske ufatteligt holdt fast i at have ageret fuldt ud forsvarligt ved at tage på den sædvanlige træningstur til Dubai, hvorefter 13 mand og cheftræner Neil Lennon måtte i karantæne efter hjemkomsten, da en skadet spiller taget med på turen blev smittet.

Men de kom også, mener jeg, som følge af, at store dele af den britiske offentlighed og mediebillede som automatreaktion bebrejder fodboldspillere for ALT.

Marcus Rashford mangler fokus på sin fodboldkarriere, fordi han bruger kræfter på et omfattende hjælpearbejde for fattige børn i Storbritannien, der bogstavelig talt ikke får nok mad på tallerknen. Premier League-spillerne er grådige, fordi de ikke vil gå kollektivt ned i løn, alt imens de stenrige klubejere og deres globale netværk af virksomheder har deres på det tørre. Under coronakrisen er det igen spillerne, der bliver gjort til skurke, og hykleriet er tåkrummende pinligt.

Herhjemme balancerer vi efter 11 måneders corona-frustrationer også på en knivsæg mellem at nedkæmpe virussen og en stadigt stærkere blodtørst i debatten om, hvad andre må, kan og skal.

Måske er det kontraproduktivt, at jeg overhovedet skriver disse ord. Men jeg har et fromt håb om, at de tiltag ikke puster yderligere til bålet, og en vildfaren high five eller et ekstatisk kram efter en flot scoring i næste uge ikke automatisk fører 48 timers ildstorm på de sociale medier med sig.