Video : Tipsbladet
Serie A

Helveg skamroser dansk landsholdsprofil

Simon Kjær modtager rosende ord fra den tidligere landsholdspiller og AC Milan-spiller Thomas Helveg.

Thomas Helveg er overrasket over Simon Kjærs præstationer i AC Milan.

Det fortæller han til den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.

Kjær har fået masser af spilletid i den italienske storklub i denne sæson, når han ikke har været skadet.

Ifølge Thomas Helveg er denne spilletid berettiget, eftersom den danske landsholdsprofil har udviklet sit spil markant.

- Han har overrasket mig. Jeg troede ikke, han kunne spille så godt. Simon har forbedret sig på alle parametre: positionering, lederskab og markering, siger Helveg.

- Han giver holdet ro. Det var Milans store problem førhen i min optik. Derudover har han lært at lave færre fejl. Han og Romagnoli har været ryggraden på holdet det seneste år.

Helveg spillede selv i AC Milan i sin aktive fodboldkarriere. Der gjorde han i perioden fra 1998 til 2003, hvor han nåede at få over 100 kampe.

I dag er den 49-årige dansker assistenttræner på det danske U19-landshold.