Video : Tipsbladet
Serie A

Eriksen-indhop i danskerbrag i Serie A

Christian Eriksen og Inter trak det længste strå i mandagens opgør mod Atalanta og Joakim Mæhle.

For første gang i syv kampe begyndte Christian Eriksen på bænken, da Inter hjemme tog imod Atalanta og Joakim Mæhle i Serie A mandag aften.

Fra bænken kunne den danske landsholdsprofil se sin manager Antonio Conte få gult kort efter lidt mere end 10 minutters spil.

Advarslen var en af de eneste højdepunkter fra første halvleg, der sluttede 0-0.

Efter pausen kom Eriksen på banen i det 53. minut, og bare ét minut senere bragte Inter sig i front. Milan Skriniar sendte bolden i netmaskerne til 1-0, hvorfor hjemmeholdet nu var på sejrskurs.

Atalanta svarede igen nogle minutter senere. Duvan Zapata var tæt på en udligning, men colombianerens forsøg røg lidt forbi den ene opstander.

Få minutter før tid var gæsterne igen på spil. Denne gang var det Mario Pasalic, som var tæt på en scoring, men igen røg bolden forbi mål.

Derfor sluttede danskerbraget med en smal sejr på 1-0 til Inter, der dermed fortsætter sin ubesejrede stime i Serie A siden begyndelsen af januar.

Med sejren ligger Inter og Eriksen på førstepladsen i Serie A med seks point ned til AC Milan, mens Atalanta befinder sig på femtepladsen med to point ned til Napoli på sjettepladsen.