Video : Tipsbladet
1. division

FCK-ikon bliver Aggers højre hånd i HB Køge

Det ser ud til, at det bliver en Brøndby-FCK-konstellation på trænerbænken i HB Køge.

I 1. divisionsklubben HB Køge er der i dag lagt op til ansættelse af både en ny cheftræner og assistenttræner. I første omgang ser det ud til, at det bliver Daniel Agger, der skal stå i spidsen for holdet.

Nu lader det desuden til, at det bliver den tidligere FCK-back Lars Jacobsen, der skal være Aggers højre hånd. Det skriver B.T.

De to kender desuden hinanden godt fra landsholdet, hvor de i en årrække var i samme forsvarskæde. Nu bliver det altså på sidelinjen, at de skal have spillet til at fungere for den sjællandske klub, forlyder det.

Jacobsen har i de seneste år fungeret som ekspert på Discovery-kanalerne, men nu ser det altså ud til at han skal vise, hvordan hans tanker kommer til at se ud i praksis sammen med Daniel Agger.

I sin tid som spiller nåede Lars Jacobsen endvidere at spille 263 kampe for FC København, hvor det blev til fire mesterskaber og to pokaltitler.

Der er pressemøde i HB Køge klokken 13, hvor trænerdouen bliver præsenteret officielt.

I forhold til Daniel Aggers rolle i klubben kan man læse mere om ham her.