Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-spiller: Det var en lortekampe

Lyngby-spilleren var ikke tilfreds med niveauet i tirsdagens Superliga-kamp.

Der var lagt op til et brag, da Lyngby Boldklub tog imod Vejle Boldklub tirsdag aften i Superligaen, hvor begge hold kæmper om overlevelse. Men det endte med en fuser.

Ingen af de to hold skabte de store chancer, og der var ikke meget godt spil i bundkampen. Det sluttede også uden scoringer, og efter kampen var Lasse Fosgaard fra de sjællandske værter ikke bleg for at kalde det en lortekamp.

- Pointet er fair nok. Det var en lortekamp for at sige det ligeud. Den kan ikke have været særlig spektakulær at se på. Der var ikke særlig mange chancer. Det blev lidt med en masse dueller, mens det fine spil udeblev, sagde Lasse Fosgaard til TV3Sport efter kampen og tilføjede:

- Vi har højere forventninger til os selv, end det vi leverer i dag, så når vi ikke leverer bedre, må vi tage til takke med et point. Vi havde selvfølgelig håbet på mere, men spillet var ikke til det i dag.

Lyngby-veteranen har også et par bud på, hvorfor det blev en skuffende aften.

- Jeg synes, banen var lidt sværere, end jeg havde regnet med, og så rammer vi bare ikke niveauet. Det må vi også erkende. Vi har spillet på dårligere baner end det her og ramt et langt højere niveau. Vi misser for mange afleveringer, og så mister vi måske troen på det derinde og gemmer os lidt mere end normalt. Så bliver det svært, fordi de stod med rigtig mange nede foran feltet. Så spiller vi for langsomt, og ja… Vi var for dårlige i dag, sagde han.

Med resultatet er der status quo i mellem de to hold i tabellen, hvor Lyngby Boldklub er nummer 11, mens Vejle Boldklub er nummer 10. Der er fire point mellem de to mandskaber.

Få vores analyse af mandagens kamp her.