Video : Tipsbladet
EM

Zlatan-problemer: Kan få karantæne på landsholdet

Svenske Zlatan Ibrahimovic er i problemer, da han er partner i selskabet Bethard. Det accepterer hverken FIFA eller UEFA, og nu kan angriberen får karantæne.

Der var nærmest ikke et øje tørt, da Zlatan Ibrahimovic senest meldte sig under de svenske landsholdsfaner igen, og selv om han ikke kom på tavlen, stod han for flere oplæg.

Men nu skriver svenske Aftonbladet, at Ibrahimimovic i værste fald kan stå foran en karantæne på landsholdet. De næste gældende kampe er for Sverige EM-slutrunden.

Årsagen er, at Ibrahimovic er partner i bettingselskabet Bethard, og det må man ifølge FIFA ikke. Zlatan Ibrahimovic' seneste landskampe var i VM-kvalifikationen, og det kan altså ende med, at han bliver straffet af forbundet.

Også i UEFA-regi har den 39-årige angriber forbrudt sig mod reglerne - det gjorde han første gang, da han i 2020 spillede for AC Milan i en Europa League-kvalifikationskamp mod Shamrock Rovers.

Ud over karantæne kan "Ibra" også blive ramt af en stor bøde på op mod 730.000 danske kroner, skriver Aftonbladet.

Ifølge artiklen kendte det svenske fodboldforbund allerede for tre år siden i forbindelse med VM i Rusland til problematikken, men dengang valgte Zlatan ikke at vende tilbage til landsholdet.