Video : Tipsbladet
Premier League

Arsenal bekræfter: Vi er tæt på

The Gunners er tæt på at forlænge med angriber.

Den unge Arsenal-angriber Folarin Balogun har kontraktudløb i London-klubben efter denne sæson, men det ser ud til, at han bliver i sin barndomsklub.

Englænderen debuterede tidligere på sæsonen for Arsenal mod Dundalk FC i Europa League, og Balogun har i alt optrådt fire gange i den næstfineste af de europæiske klubturneringer og scoret to mål. Det er også blevet til en enkelt optræden mod Manchester City i EFL Cuppen.

Arsenal-manager Mikel Arteta regner med, at den 19-årige angriber snart forlænger.

- Vi gør det officielt, når det er officielt, og alt er klart, men som jeg tidligere har sagt, har jeg hele tiden været positivt indstillet over for, at han skal blive i klubben. Vi er meget tæt på, siger Arteta til Goal.

Floarin Bolagun har tidligere givet udtryk for kraftige overvejelser om at forlade Arsenal i jagten på mere spilletid - de meldinger kom bag på den spanske manager.

- Jeg har først og fremmest forsøgt at forstå, hvordan han kunne nå til det punkt, at han oprigtigt overvejede at forlade den klub, hvor han er vokset op, og som han har så mange følelser for. Når man forstår hans position, forsøger man at forklare ham, hvor involveret han kommer til at være i projektet, lyder det fra Mikel Arteta.

Floarin Bolagun er lige nu en del af Arsenals U23-mandskab, hvor han er anfører. Mikel Arteta overvejer at indlemme ham i førsteholdstruppen i den kommende sæson, hvis han forlænger sin kontrakt.

Ifølge transfereksperten Fabrizio Romano forlænger Floarin Bolagun med Arsenal frem til 2025 - han skal have afvist 15 interesserede klubber. Fremmest i skoene var Bundesliga-klubben Bayer Leverkusen.