Video : Tipsbladet
Skandinavien

Presset Jon Dahl: Malmö FF-spiller ramt corona

En spiller i Malmö FF er lørdag testet positiv for corona. Det sker dagen før anden runde i den bedste svenske række Allsvenskan.

Søndag eftermiddag skal Jon Dahl og Malmö FF op imod BK Häcken i anden runde af årets Allsvenskan.

De forsvarende mestre har lidt et tilbageslag i forberedelserne, da det lørdag formiddag stod klar, at en af spillerne i truppen er testet positiv for covid-19-

Spilleren er sendt i karantæne, mens resten af truppen og lederne er testet negative. Hvilken spiller det drejer sig om, vil Malmö FF ikke afsløre.

- Vi kommer ikke til at gå ud med den information. Men det kan være, I kan lure det i forbindelse med kampen, eller måske ikke, lyder det mystisk fra klubbens sportschef, Daniel Andersson til det svenske medie Expressen.

Han ønsker ikke at gå yderligere i detaljer om, hvilke forbehold de tager i forbindelse med holdets rejse til Göteborg, hvor de møder Häcken.

- Jeg behøver ikke gå i detaljer, men vi forsøger at gøre det så godt, som vi kan ud fra de forudsætninger, der er.

Om det omhandler flere tests inden kampen, vil sportschefen ikke svare på.

- Behøver ikke gå i detaljer. Vi har en læge, der rådgiver os, og vi taler hele tiden om, hvad vi skal gøre. Præcis hvad vi gør, vil jeg ikke komme ind på, men vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at vores spillere og modstanderne er sikre.

Det er tilsyneladende ikke en mulighed at udskyde kampen, lader Daniel Andersson forstå.

- Vi har sagt, at vi spiller kampene. Det her er en del af den virkelighed, som vi lever i. Det er meget tragisk, men vi kører på, lyder det fra sportschefen, der samtidig fortæller, at en aflysning kun kan komme på tale, hvis mere end seks spillere testes positive, ligesom aflysningen skal komme 72 timer før kampstart..

Kampen mellem BK Häcken och Malmö FF spilles søndag klokken 15.