Video : Tipsbladet
Superliga

Et forsigtigt forsvar for Viktor Fischer

Tipsbladets chefredaktør er træt af film men er heller ikke vildt overrasket over, at Viktor Fischer tyr til skuespillet mod et fysisk betonet AGF-mandskab.

Viktor Fischer har fået omtrent hele Superligaen på nakken.

Sidste weekends topkamp mod AGF var den foreløbige kulmination på en sæson, hvor Viktor Fischer, holdkammeraterne og deres cheftræner Jess Thorup forsøger at få den gode tekniker tilbage på det niveau, hvor han spillede sig med til VM 2018 på en flot første halvsæson i FC København.

Gentagne skader siden efteråret 2018 er en betydelig del af forklaringen på, at Viktor Fischer ikke længere er Superligaens bedste offensive spiller men et tandhjul i en ujævn FC København-offensiv, som ud over at score og assistere langt mindre end i 2018 og 2019 også har sværere ved at sætte modspillere af og overhovedet komme i position til at score eller lægge den afgørende aflevering.

Måske er det Viktor Fischers tydelige fald i niveau, der tester tålmodigheden med ham?

Kampene mellem AGF og FC København har fået ekstra krydderi i sidste og denne sæson med århusianernes indmarch i Top 4 og FCK's rekruttering af adskillige AGF'ere og eks-AGF'ere på og uden for banen. FCK's strandhugst irriterer århusianerne dybt, mens AGF's meget fysiske spillestil har givet FCK problemer, præcis som den også har gjort for den teknisk stærkere og lidt mindre tunge udgave af FC Midtjylland, vi har set i de to seneste sæsoner.

Hvis de to klubber havde bygget bålet, var Viktor Fischers tidsudtrækning og film benzinen, der fik flammerne til at blusse i Århus, og mon ikke begge cheftrænere minder deres spillere om også at bruge indersiden af hovedet i mandagens topbrag, hvor der må blive placeret mange væddemål på gule og røde kort.

Fischer gik over stregen mod AGF og får absolut ingen venner på at filme i Superligaen eller noget andet sted i Nordeuropa, men så er det heller ikke værre.

AGF spiller meget fysisk kontant, og det er helt i orden. Professionel fodbold er ikke et spil, hvor holdet med de dygtigste teknikere og pasningsspillere skal vinde hver gang eller beskyttes mod at få græs på knæet.

Men så kan det heller ikke nytte noget, at halvdelen af Danmark er ved at falde ned fra månen over, at en teknisk dygtig og relativt spinkel spiller uden chance for at vinde en skuldertackling mod de fleste AGF'ere bruger de kneb, han kan for at hjælpe sit hold i en følelsesladet kamp mod rivalen. Ligesom fysisk stærke hold som AGF ikke accepterer, at den eneste sande måde at spille fodbold på er at have bolden 63 procent af tiden, kan man ikke bare forvente, at Viktor Fischer pænt rejser sig op uden en mine og spiller kampen på AGF's præmisser.

Jeg opfordrer ikke nogen til at filme, jeg bifalder det heller ikke, men at en teknisk anlagt spiller ”spiller spillet”, præcis som AGF gør ved at søge enhver fysisk duel, kan altså ikke overraske mig.

Og mon ikke også, skuespillet bliver nedtonet til den kommende spillerunde - det ville give mening for alle parter.