Video : Tipsbladet
Superliga

- Fischer har en personlighed, der klæder FCK

Den omdiskuterede offensivspiller kan lide opmærksomhed, men hans personlighed ville klæde ethvert omklædningsrum, lyder det fra Ståle Solbakken.

Han har været ugens nok mest omdiskuterede person i dansk fodbold, Viktor Fischer, og der har både været kritik og forsvar af offensivspilleren efter FC Københavns kamp mod AGF.

Nu giver Ståle Solbakken også sit syn på Viktor Fischer over for B.T. Sport.

Det var således Solbakken, der hentede den nu 26-årige profil til FC København fra tyske Mainz 05 i foråret 2018. Og den tidligere FC København-manager kalder Viktor Fischer en entertainer, hvis personlighed klæder klubben.

- Det ville jo være dumt at sige, at han ikke kan lide opmærksomhed, for det kan han jo. Men han omfavner også sine holdkammerater. Og så kan han dele vandene med nogle ting. Nogle gange tager han den også til grænsen. Men han har en personlighed, der klæder FC København. Han har en personlighed, der klæder ethvert omklædningsrum, siger Ståle Solbakken til B.T. Sport.

Viktor Fischer tiltrak sig især opmærksom ovenpå sidste uges kamp mod AGF, hvor han blev anklaget for at overdramatisere i visse situationer. Her kan du se et udklip af de seancer i kampen, som Fischer kritiseres for.

Mandag skal FC København-profilen igen i aktion, og igen er det imod AGF. De to hold mødes i Parken mandag klokken 19.00.