Video : Tipsbladet
Superliga

Coronavirus: FCK kontakter fans efter smitte

En person er efter kampen mellem FCK og AGF testet positiv for corona.

FC København har fredag sendt en mail ud til en række tilskuere fra mandagskampen mellem FCK og AGF.

Det har de, fordi de har været i nær kontakt med en person, der efterfølgende er testet positiv for COVID 19.

- ...Vi kontakter dig, fordi vi er blevet gjort opmærksomme på, at der i dit tribuneafsnit til kampen mod AGF, har befundet sig en person, som efter kampen er testet positiv for COVID-19, står der i den mail, der er blevet sendt ud.

FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, bekræfter over for tipsbladet.dk mailens eksistens.

- Det, der er op og ned i det, er, at vi har fået en mail fra smitteopsporing, som Styrelsen for Patientsikkerhed står bag, om at en person efter kampen er testet positiv.

- Derefter har vi via mail taget kontakt til de personer, der har befundet sig på afsnittet, og dem, der har siddet tæt på vedkommende, bliver kontaktet af smitteopsporingen, fortæller Jes Mortensen

FCK's kommunikationschef slår fast, at vedkommende ikke er blevet smittet under selve kampen, ligesom han kunne fremvise en negativ coronatest inden.

-  Vi ved ikke, hvornår han er testet positiv, men han har oplyst til Styrelsen for Patientsikkerhed, at han har været i Parken, og derfor har de kontaktet os.

Kunne I have gjort noget anderledes?

- Vi har fulgt alle protokoller til punkt og prikke. Der er ikke noget vi kunne have gjort anderledes. Vi kan ikke gøre mere, end de regler, der er. Når folk er testet negative, så er der ikke mere, vi kan gøre, understreger Jes Mortensen over for tipsbladet.dk.

Han mener heller ikke, at sagen betyder, at der er fejl og mangler i Superliga-ordningen.

- Det, der fungerer godt, er, at der er en smitteopsporing, der er grundig. Vedkommende har oplyst, han har været til fodbold, og så ved vi, hvilket sæde han har siddet på, og så har vi efterfølgende kontaktet dem, der har været i nærheden af ham.

Jes Mortensen oplyser endvidere, at man har givet oplysningerne om, hvem der har siddet tæt på ham, videre til Styrelsen for Patientsikkerhed.