Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: OB genfinder melodien i VAR-drama

Tipsbladet.dk zoomer ind på fredagens opgør i 3F Superligaen mellem OB og AaB.

OB - AaB 1-0 (1-0)
1-0: Bashkim Kadrii (45+1’)

Kampens bedste
OB
Bashkim Kadrii var en af de store offensive oplevelser denne fredag på Nature Energy Park. Den 29-årige angriber var med i det meste og havde også et forsøg på stolpen, inden han lige før pausen sendte bolden i nettet til 1-0 for fynboerne.

Aron Thrandarson viste sig også flot frem foran hjemmepublikummet. AaB-spillerne havde svært ved at håndtere islændingen, der med sit drive og tekniske færdigheder var en stor mundfuld for nordjyderne

AaB
Daniel Granli var en af de få AaB-spillere, som kunne være sin indsats bekendt. I første halvleg var nordmanden hovedårsagen til, at OB ikke fik en tidlig føring, da han på målstregen fik stoppet bolden fra at gå i netmaskerne

Kampens værste
AaB havde en skidt dag på kontoret fredag aften, og det gælder også angriber Tom van Weert. Hollænderen kunne slet ikke finde sit spil, og midtvejs i anden halvleg blev han også taget ud til fordel for Tim Prica. Nordjydernes midtbaneduo Iver Fossum og Magnus Christensen fandt heller aldrig fodfæste på græstæppet i Odense

Kampens detalje
I første halvleg kunne OB meget vel have fået et straffespark, men det blev ikke dømt. Tv-billederne viste tydeligt, at AaBs Kristoffer Pallesen rev i trøjen på Issam Jebali, da OB-angriberen skulle til at modtage bolden i straffesparksfeltet. Kampens dommer Mads Kristoffer Kristoffersen valgte ikke at pege på straffesparkpletten.

Se episoden med Pallesen og Jebali i videoen øverst i artiklen.