Video : Tipsbladet
Superliga

Efter pokaltriumf: SL-direktør lover nye spillere

Der skal købes ind til toppen og bredden, lyder det fra Randers' direktør efter pokalsejren torsdag.

Kristi Himmelfartsdag blev Pokalfinalen traditionen tro afviklet, og det blev Randers FC, der løb med den eftertragtede titel.

Og det var ikke kun det sjældne trofæ, der vakte begejstring i Kronjylland. Det gør den europæiske deltagelse, som sejren kaster af sig, også. Randers er nemlig kun én playoff-runde fra at kvalificere sig til Europa League, og selvom det ikke lykkedes, så er de sikret en plads i det nye Conference League, og det kaster også en masse mønter af sig.

Derfor er det tid til at investere i truppen, fortæller Randers-direktør, Søren Pedersen til Ekstra Bladet.

- Ja, det er helt sikkert. Vi har kørt sæsonen igennem med en meget smal trup. Nu er vi sikret otte kampe i Europa i efteråret, så der skal købes ind både til toppen af truppen og bredden. Vi får nu muligheden for at hente spillere fra en helt anden og højere hylde, fordi vi kan lokke med Europa, lyder det.

Direktøren lover også de nuværende spillere i truppen, at der træningsfaciliteterne får en opgradering, ligesom de fysiske rammer får en overhaling der, hvor der er brug for det.

Randers FC er garanteret minimum 30-45 millioner kroner i løbet af deres europæiske efterår. Det beløb kan naturligvis stige alt afhængig, om de også skal spille europæisk fodbold efter nytår, eller hvis Conference League bliver erstattet med Europa League.