Video : Tipsbladet
Premier League

Afviser salg af dansk PL-profil: Han er vores

Southamptons Jannik Vestergaard har et år tilbage af sin kontrakt, men det ligger ikke i kortene, at han skal videre allerede nu.

Ralph Hasenhuttl har kastet lidt lys over fremtiden for den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard, der har gjort en fremragende figur i denne sæson for den sydengelske klub Southampton.

Med 12 måneder tilbage af sin kontrakt er der begyndt at opstå rygter om, at klubben vil forsøge at indkassere en sjat penge på danskeren.

Men det kommer formentlig ikke til at ske, fortæller klubbens østrigske træner ifølge hampshirelive.news.

- Jeg har altid sagt, at de spillere der er hos os og har mere end et år tilbage af deres kontrakt, det er vores spillere.

Han tror desuden heller ikke på, at det vil give mening for danskeren at skifte klub lige nu.

- Jeg tror, at i øjeblikket der er det ikke nemt at finde en anden klub, hvor du har bedre mulighed for at udvikle dig eller spille end vores klub, siger han og uddyber, at han tror spillerne i klubben er glade for at være der. 

Samtidig kritiserer han også spillernes agenter for at presse på for et økonomisk givtigt skifte ved at rykke deres klienter rundt engang imellem.

- Vi er ikke den eneste klub, der kæmper med at forlænge kontrakter med spillerne, især når storklubberne er ude efter dem. Det er et godt tegn på deres udvikling, at de får muligheden for at skifte. Problemet er bare, at vi har betalt i dyre domme for dem, og når de forlader os kvit og frit, så taber vi de penge, vi egentlig gerne vil have ind igen.

Ifølge det britiske medie er forhandlingerne med Jannik Vestergaard endnu på et tidligt stadie.