Video : Tipsbladet
Superliga

Thorup tror stadig på det: Men der er lang vej

FC København jagter fortsat mesterskabet, men klubbens cheftræner erkender, at det kræver et mindre mirakel.

Selv om FC København har haft en noget haltende sæson, kan det stadig ende med guldmedaljer.

Med en 2-1-sejr over Brøndby holdt Jess Thorups tropper søndag liv i et spinkelt mesterskabshåb. Med to runder igen har FCK tre og fem point op til henholdsvis Brøndby og FC Midtjylland.

På onsdag gæster netop FCM Parken, og Thorup vil ikke kaste håndklædet i ringen i forhold til mesterskabet.

- Vi har ikke lagt skjul på, at så længe noget er muligt, så kommer vi til at gå efter det. Vi sagde også inden kampen, at vi får en afgørende rolle, fordi vi både skulle møde Brøndby og Midtjylland, og nu har vi taget de første tre point.

- Det er vigtigt for os selv, og så er vi stadigvæk med i gamet, selv om vi ved godt, at der er lang vej, og der skal ske en masse, siger Jess Thorup.

Brøndby-træner Niels Frederiksen vil heller ikke afskrive ærkerivalerne.

- Vi har en åben kappestrid i Superligaen blandt tre hold, og alle tre hold kan vinde guld. Det er åbent, og Midtjylland fører med to point med to runder tilbage, så de er favoritter.

- FCK er stadig lidt bagefter, så de er jo tvunget til at slå Midtjylland, men gør de det, så er de to point efter Midtjylland med en runde tilbage. Det kan jo godt hentes, konstaterer Niels Frederiksen.

Spørger man FCK-profilen Rasmus Falk, tvivler han på, at mesterskabet er realistisk for FCK, selv om det altså matematisk kan lade sig gøre.

- Ærligt - nej. Det er det der med, at der er to hold ... jeg kan nemt forestille mig et scenarie, hvor vi vinder herinde mod FCM, så det er lidt det, jeg har fokus på. Alt kan ske i fodbold, og vi skal jagte det hele.

- Det er ude af vores hænder, så vi har sat os selv i en for dårlig situation, men vi skal bare vinde vores kampe, siger Falk.

FCK afslutter sæsonen ude mod Randers mandag den 24. maj.

/ritzau/