Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-boss om muligt Hausner-salg: Handler om timing

Sebastian Hausner ser ud til at være den næste i køen, som kan være på vej ud af AGF.

Hos AGF er der stor spænding om, hvordan holdet kommer til at se ud i den kommende sæson. Blandt andet er der nu også et spørgsmålstegn om midterforsvareren Sebastian Hausner, som er blevet en vigtig del af Aarhus-klubben. 

Sådan noget skal man dog tage som en god ting, mener aarhusianernes nye sportschef Stig Inge Bjørnebye. Det han fast i et interview med Canal 9, som også kan ses øverst i artiklen.

- Jeg synes, at det er positivt, at vi har så gode spillere, at vi frygter at miste dem til større ligaer. Det skal vi være glade for. Og så skal vi operere fornuftigt i forhold til timing osv, lyder det fra Stig Inge Bjørnebye.

Desuden er der også spillere som Kevin Diks og Kamil Grabara i truppen, som er kommet ind på lejeaftaler fra henholdsvis Fiorentina og Liverpool. Her ser han stadig muligheder, selvom han har forbehold.

- For mig er det muligt så længe, at det er muligt. Men det er klart, at når du har lejede spillere, så har klubberne, som ejer spillerne, allerede prissat dem, siger han og fortsætter:

- Vi arbejder hårdt på at få afklaret flest mulige situationer, så hurtigt som muligt, så vi kan bygge et stærkt og konkurrencedygtigt mål til næste sæson, og jeg har en rigtig god følelse for, at det sker, fortæller AGF-sportschefen.

Endvidere er der også Casper Højer, som måske skal videre. Læs hvad han selv siger om det her.