Video : Tipsbladet
Superliga

Farvel og tak til den vildeste sæson nogensinde

Det har været en vild sæson i Europa - Tipsbladets chefredaktør ser tilbage på et 2020/21, hvor der har været fuld smæk på i både Danmark og resten af Europa.

I disse dage er det et år siden, Bundesligaen genåbnede som den første store liga.

Superligaen fulgte efter med den udsatte kamp mellem AGF og Randers (1-1) 28. maj, og i dagene og ugerne efter blev der også åbnet for fodbold i Spanien, Italien og alle andre større fodboldnationer i Europa på nær Frankrig, Belgien og Skotland.

Siden har fodbold set her fra sidelinjen været, som jeg forestiller mig det er at blive proppet i en tørretumbler.

Kampe har flydt non-stop siden de sidste dage i maj 2020.

For nogle klubber som FC Midtjylland og FC København var der nærmest ingen ferie – FCM fordi de skulle være klar til Champions League-knockoutkampene allerede fra 26. august, FC København fordi de spillede i Europa League-kvartfinale mod Manchester United 10. august og allerede små tre uger senere spillede første træningskamp efter få dages ferie.

For andre klubber var der lidt længere pauser, men ikke meget.

FCM spillede Champions League-gruppespil på små to måneder i stedet for de sædvanlige tre, Superligaen begyndte to måneder senere end vanligt og slutter til aftalt tid her i pinsen, og både i Danmark og udlandet har de bedste spillere oveni haft ekstra landskampe for også i den kalender at indhente det forsømte.

Krig og katastrofer har selvfølgelig påvirket fodboldverdenen ved tidligere lejligheder, men ellers står jeg ved overskriften og ordene om, at det her er det vildeste, jeg i hvert fald har set i topfodbold.

Det kan også ses ude i fodboldlandskabet.

Pointsnittet for Superligaens mesterhold bliver det laveste, siden AaB vandt guld i 2014, og i udlandet er de største klubber enten faldet på stribe eller på nippet til at gøre det i denne weekend.

At fantastisk dygtige og velhavende Manchester City vinder Premier League er lige så overraskende, som at vand er vådt, men at Liverpool skulle ud på den gigantiske rutsjetur efter jul havde ingen set, i hvert fald ikke før man lukkede januar-transfervinduet med to uforståelige aftaler med midtstoppere fra Preston North End og i dag nedrykkede Schalke 04.

I Spanien er et Atlético Madrid under sædvanligt niveau efter Diego Simone-standarder en søndags-sejr over livstruede Valladolid fra at vinde mesterskabet foran et dybt skuffende Real Madrid-hold og et historisk uforudsigeligt Barcelona-hold, der ikke har haft lavere bundniveau siden Louis van Gaal-æraen.

I Ligue 1 er det utænkelige ved at ske med et Lille-mesterskab, hvis ellers den nordfranske klub kan slå et Angers-hold uden noget at spille for. Det er vel at mærke i en sæson, hvor Lille ved juletid blev solgt, fordi den hidtidige ejer ikke kunne betale sine lån hos amerikanske kapitalfonde, men hvor man altså alligevel står til at snyde Neymar, Mbappé og de andre superstjerner i Paris.

I Italien er der drama i sidste runde, hvor de seneste ni sæsoners mester Juventus lige nu står til at misse Champions League, og lidt længere fra mainstream-ligaerne har Sporting helt utroligt slået både FC Porto og Benfica for første gang siden 2002, hvor Cristiano Ronaldo stadig kun var en meget lovende grønskolling med drømme om en dag at komme på førsteholdet.

Et stykke hen ad vejen var flere af nedturene forudsigelige: Både i Torino og Madrid har der været brug for mere gennemgribende fornyelse, end de gamle midtbane-genier Andrea Pirlo og Zinedine Zidane kunne klemme ud af deres stjernespillere. At John Henry og Fenway Group ikke prioriterede at købe en ordentlig midtstopper eller to er ufatteligt.

Men jeg tror, at en god del af uforudsigeligheden og de stores fald i denne sæson hænger sammen med, at deres sædvanlige fordele med store trupper og muskler på transfermarkedet er blevet udlignet af en vild sæson, der har trukket store veksler på spillernes fysik. Det overrasker mig, at der ikke er endnu flere spillere, der er røget på skader, og lur mig om ikke vi desværre må vinke farvel til nogle profiler til sommerens EM og Sydamerikas Copa América, fordi ben, led, lunger og hjerne ikke kan mere uden en pause.

Herhjemme tror jeg, at både FC Midtjylland, Brøndby IF og FC København havde fået flere point i en normal sæson i stedet for at ligge under to point per kamp her før sidste spillerunde.

Næste sæson kan også sagtens byde på udfordringer med et tæt landsholdsprogram, risikoen for coronaaflysninger og et 2022-VM i Qatar i november og december, der også kommer til at klemme kampprogrammet resten af året og i 2022 og 2023.

Jeg sætter stor pris på, at de store ligaer i denne sæson har været mindre forudsigelige, men næste gang, det sker, må det gerne være gennem planlagte reformer af fodboldverdenen, der skaber større jævnbyrdighed, i stedet for en pandemi.