Video : Tipsbladet
Superliga

Dynamo Kiev smækker Duelund på transferlisten

Dynamo Kiev vil gerne af med Mikkel Duelund.

Mikkel Duelund er formentlig snart fortid i Dynamo Kiev.

Ukrainske medier skriver, at storklubben har puttet den 23-årige offensivspiller på transferlisten og satser på at få afskibet Mikkel Duelund i løbet af det kommende transfervindue. 

Mikkel Duelund kom til Dynamo Kiev fra FC Midtjylland i sommeren 2018, men danskeren har aldrig formået at brage igennem i Ukraines hovedstad. Han har bestemt heller ikke haft heldet med sig.

Offensivspilleren har af flere omgange døjet med skader, og i løbet af det seneste år har han været så uheldig at pådrage sig coronavirus to gange.

Ifølge ukrainske medier vil Dynamo Kiev have godt 22 millioner kroner for Mikkel Duelund, og det bliver formentlig vanskeligt med tanke på den begrænsede spilletid. Derfor lyder det, at en lejeaftale er det mest sandsynlige scenarie.

Det forlyder i øvrigt, at Dynamo Kiev ønsker at erstatte Mikkel Duelund med den tidligere FC Midtjylland-spiller Artem Dovbyk, der tørner ud for Dnipro og har fået utrolig godt gang i karrieren, efter han forlod dansk fodbold. 

Mikkel Duelund er noteret for 26 kampe og tre mål for Dynamo Kiev. Han har to år tilbage af sin kontrakt.