Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-lejren: Her gik det galt for os

FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko, mener, at guldet blev tabt grundet holdets egen ustabilitet.

FC Midtjylland-anfører, Erik Sviatchenko, var efter 4-0-sejren over AGF i sæsonens sidste kamp svært skuffet over ikke at genvinde mesterskabet.

Han mener, det er midtjydernes egen skyld, at mesterskabet havnede i Brøndby.

- Det irriterer mig, at vi ikke kunne genvinde mesterskabet. Vi har tabt mesterskabet til os selv mere end noget andet, og det er det, der er frustrerende.

- Jeg er meget skuffet, for jeg havde drømt om at genvinde mesterskabet. Nogen drømme går i opfyldelse, andre gør ikke. Den her drøm gjorde ikke, konstaterer den 29-årige anfører.

Sviatchenko mener, det i højere grad er Midtjylland, som har tabt mesterskabet, end Brøndby, som har vundet det.

- Det var mere os, der tabte det. Vi har jo haft mange muligheder for at vinde det. Men Brøndby har hængt i og har også fortjent det. Så stort tillykke derovre, siger han.

Han er langt fra den eneste FCM-profil, som er skuffet over kun at vinde sølv.

Mesterskabet, som blev Brøndbys første i 16 år, havde FCM-målmand Jonas Lössl set havne på heden.

- Det er ikke fordi, jeg vil tage noget ære fra Brøndby, for det er et stærkt hold. Jeg tillader mig dog at være pisse skuffet over det her.

- Nogen vil måske kalde det arrogant, andre vil kalde det klarsynet, men jeg synes, vi skulle have vundet med det hold og den kvalitet, vi har, siger målmanden.

Også FCM's islandske midtbanespiller Mikael Anderson var skuffet over sølvmedaljen.

Han fremhæver især nederlaget på 2-3 mod FC Nordsjælland i Farum og de to uafgjorte kampe mod Randers som afgørende i slutspillet.

- Jeg synes, der er mange kampe, vi har været for dårlige i. Bare generelt i slutspillet har vi ikke toppræsteret, så der er nogle kampe, man er træt af.

- Specielt i Farum og både mod Randers ude og hjemme har det bare ikke været godt nok, og pilen peger kun på os selv, siger islændingen.

Brøndby vandt Superligaen med 61 point, mens FC Midtjylland hentede 60 point. FC København sluttede på tredjepladsen med 55 point.

/ritzau/