Riddersholm havde ingen chance efter salg til USA

Glen Riddersholm er færdig som cheftræner i SønderjyskE, og efter en sæson med op- og nedture på og ikke mindst uden for banen er det cirka lige så overraskende, som at Brøndbys fans sætter pris på klubbens første guld i 16 år.

Da SønderjyskE sidste efterår blev solgt til den amerikanske Wall Street-forretningsmand Robert Platek, blev familieværdierne og nærheden i en klub som SønderjyskE fremhævet som noget af det, der gjorde klubben ekstra interessant.

Det virkede til, at der skulle sættes turbo på SønderjyskE og sikres en mere stabil platform for at komme i top 6, og fra et konkurrencesynspunkt gav det rigtig god mening i en Superliga, hvor det kræver stadigt flere penge bare at være nogenlunde sikker på ikke at rykke ned i afgrunden i 1. division.

Men så begyndte det at knirke.

Nye samarbejder
Der var udefra set ikke voldsomt meget hoved og hale i de handler, man foretog i januar.

Tilsyneladende var der indtil flere potentielle handler, der ikke blev til noget, fordi parterne ikke kunne blive enige om, hvad det kræver at spille i SønderjyskE og Superligaen.

Sportschef Hans Jørgen Haysen sagde op for at tage et job i AGF med rygter om betydelig uenighed med den nye ejers folk i slipstrømmen, og det var ikke helt til at hitte ud af, hvem der præcist bestemte hvad i klubben.

I februar begyndte vi så i Tipsbladet at oprulle, hvordan Robert Platek allerede havde taget kontrol over en lille portugisisk klub, Casa Pia, uden nogen havde fortalt omverdenen det, og vi kunne også konstatere, at vi længe før de ansatte i SønderjyskE vidste, at Platek var ved at købe Serie A-klubben Spezia. I øvrigt med nærmest identisk forklaring om, at man sætter stor pris på det familiære og nære.

Når man bankede på vandrørene, stod det efterhånden helt klart, at den nye ejer ville i en ganske anden retning med SønderjyskE end det, klubben havde stået for med Glen Riddersholm som cheftræner siden starten af 2019.

Som i mange andre klubsamarbejder, hvor investorgrupper og ejere har klubber i forskellige europæiske lande og i nogle tilfælde også på andre kontinenter, var grundtanken, at man kunne gøre tingene mere effektivt og relativt billigere ved at rekruttere yngre spillere, overvejende fra udlandet, kombineret med klubbens egne talenter.

Man kunne hurtigt også fornemme, at spillere som især Haji Wright og måske også en Stefan Gartenmann kunne flyttes til Spezia i Serie A – selvfølgelig mod rimelig betaling.

Fælles for mange af disse klubovertagelser og samarbejder er, at man har en idé om, at man kan gøre det bedre på transfermarkedet end konkurrenterne, og i SønderjyskE's tilfælde ville det være et meget markant kursskifte.

Sønderjyderne levede især i deres første år i Superligaen siden oprykningen i 2008 af endog meget billige danskere, aflagt fra større danske klubber, profiler fra divisionerne og fra helt billige udlændinge, præcis som AC Horsens gjorde fra 2016 til 2020.

I tiden med Riddersholm som boss har man fundet stærke navne som Mads Albæk og Patrick Banggaard, som Riddersholm har en fælles fortid med i FC Midtjylland, og rutinerede folk som Pierre Kanstrup, Marc Dal Hende og Anders K. Jacobsen.

Det har ikke forynget SønderjyskE men heller ikke gjort det holdet ældre, da man under Riddersholm endelig er begyndt at få lidt flere egenudviklede spillere ind i rotation på Superliga-holdet, men man nåede immervæk to pokalfinaler og fik solgt Alexander Bah for et rekordbeløb til Slavia Prag, et beløb der kan ende på op mod 20 millioner kroner alt efter præstationerne i Tjekkiet.

Denne type spillere lader bestemt ikke til at være de nye ejeres kop te, da man er overbevist om, at man via data og netværk kan finde bedre spillere for pengene, end SønderjyskE hidtil har gjort, samtidig med at budgettet skal skrues op og nye folk rekrutteres som henholdsvis fodbolddirektør og rekrutteringschef.

Nu bliver modellen stødtestet
Der er intet odiøst i at skifte kurs, indkøbsstrategi og cheftræner, det følger naturligt, at det er en ejers lod og ret.

Men set udefra kunne det sagtens være endt galt for SønderjyskE, der på et tidspunkt midt i foråret lignede en klub, der var på vej i 1. division.

Det vendte med et heroisk comeback i pokalsemifinalens returkamp mod FC Midtjylland, men der blev leget med ilden med en trup, der skreg efter forstærkning i januar, og en manglende kommunikation, der efterlod den danske del af klubben i vildrede i foråret, mens man kunne læse i Tipsbladet om klubopkøb i Italien og Portugal og man i Haderslev tilsyneladende ikke helt vidste, hvem der skulle gøre hvad.

Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik, og selvom den perfekte fyring og timing til denne kan være svær at finde, er noget nær en hel sæson i venteposition godt nok også længe.

Ok, et misset op 6 og den tabte pokalfinale hjalp selvfølgelig ikke, men for mig at se var det sekundært.

Nu kommer den ny model og dennes helt nøjagtige udformning til at stå sin prøve – markedet for klubsamarbejder i Europa, hvor transfermarkedet er i centrum og man mener, man er klogere og dygtigere end snart sagt alle andre, er trængt og stiller tårnhøje krav.

For Glen Riddersholm er fremtiden også interessant, og måske lidt uvis, når man ser ud på den en regnvejrsdag i maj.

Byder noget i udlandet sig til, som det har gjort tidligere?

Er en retur til det ungdomsarbejde, der til syvende og sidst er hans hjerteblod, det rette nu?

Eller er der en anden dansk klub, der skal have banket et projekt op med en mand, der ikke er bange for at tage fat?

Glen Riddersholm sagde selv offentligt, at han ikke var på vej til at stoppe i SønderjyskE, men når man ikke rigtig taler sammen længere i en familie, kan det gå galt, og set fra denne redaktørstol var det allerede slut, den dag i efteråret, hvor Robert Platek købte klubben, tydeligvis med planer om, at Superliga-klubben blot skulle være én af flere klubber i porteføljen.

Det skal blive spændende at se, hvad næste job i karrieren bliver, og hvordan familien i SønderjyskE nu helt præcist bliver skruet sammen.