Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-profil siger farvel: Det er en skam

AGF-spilleren bekræfter nu, at han forlader klubben.

AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye udtalte så sent som tidligere på lørdagen, at det er op til Liverpool at beslutte, hvor Kamil Grabara fortsætter karrieren i næste sæson.

Det bliver dog ikke i AGF, slår keeperen nu fast. Det skriver han på sin Instagram-profil, hvor han takker for sin tid i klubben.

- Virkelig blandede følelser. Der er ikke nok ord til at beskrive mine følelser, men lad os prøve, indleder han og skriver videre:

- Først og fremmest skal der lyde et kæmpe tak til spillerne på billedet og dem, der ikke kom med. I er ikke bare mine venner på arbejdet. I er mine venner for livet, og jeg ved, at nogle af venskaberne vil holde for evigt. 

- I har fået mig til at møde ind på træningsbanen med et stort smil hver eneste dag, uanset om vi tabte, vandt eller spillede uafgjort dagen før. Det er en skam, at vi ikke kommer til at se hinanden i præcis samme gruppe, men sådan er livet. Jeg er ret sikker på, at vores veje vil krydses igen en dag.

Kamil Grabara takker efterfølgende fansene og skriver, at han håber på at komme på stadion sammen med dem på et tidspunkt. 

Den polske keeper har været i Århus-klubben ad to omgange. I første halvdel af 2019 og igen i den forgangne sæson.