Video : Tipsbladet
Landshold

Efter Real Madrid-exit: Zidane venter på landshold

Den franske legende står uden job i øjeblikket, men han har allerede fundet ud af, hvad han nu vil, skriver medie.

Zinedine Zidane forlod jobbet som cheftræner i Real Madrid for et par uger siden, men man skal ikke forvente at se franskmanden på sidelinjen som manager for et andet hold i den nærmeste fremtid.

Det skriver mediet Libertad Digital, som dækker Real Madrid og mener at kende til den franske managers planer.

Zidane vil ifølge mediet holde et sabbatår fra fodbolden og fokusere på at nyde tiden med sin familie, inden han vender tilbage til sporten. Og her har han allerede udset sig jobbet som landstræner for Frankrig.

Frankrig er i øjeblikket trænet af Didier Deschamps, som har været fransk landstræner siden 2012, og han har kontrakt til og med VM i 2022.

Dog er Zidane klar til at vente indtil da, lyder det, for han ser sig selv som Didier Deschamps oplagte afløser en dag.

Det samme gør det franske fodboldforbund. Tilbage i februar forklarede det franske fodboldforbunds præsident, Noel Le Graet, at den 48-årige legende vil være hans førstevalg, hvis han skal finde en ny landstræner.

Zinedine Zidane har udelukkende været cheftræner i Real Madrid.