Video : Tipsbladet
EM

Tæv til de unge: Her er EM's ældste spillere

Se EM-slutrundens fem ældste spillere, hvor flere af dem fortsat holder unge kræfter bag sig.

Det kan godt være at fødderne ikke længere er lige så rappe som for 15-år siden, men erfaringen kan også bære langt ved en slutrunde. Det er tid til at se nærmere på EM 2020's fem ældste spillere, hvor fire af fem har udsigt til masser af spilletid. 


5. Yuri Zhirkov (Rusland) – 37 år
Fylder 38 år 20. august

I Danmarks Gruppe B finder vi en af turneringens helt tunge veteraner i Yuri Zhirkov. Som 25-årig CSKA Moskva-spiller fik han sit helt store internationale gennembrud, da han flænsede kanterne på det succesfulde russiske landshold, der ved EM 2008 vandt mange hjerter.

En kæmpe speed, et lyn-rapt fodskifte og knivskarpe indlæg gjorde ham til en af slutrundens helt store profiler. Det resulterede efterfølgende i en stor kontrakt med Chelsea, hvor det dog hurtigt viste sig, at han havde svært ved at holde det fremragende niveau fra EM-slutrunden og aldrig helt slog til, da Ashley Cole som oftest blev vægtet bedre på pladsen som venstre wing/back.

Efter to år I Chelsea røg han tilbage til russisk fodbold, hvor han siden 2016 har været på kontrakt i Zenit.

I en alder af snart 38 år er tempoet og fodskiftet på ingen måder det samme som i storhedstiden, men erfaringen kan ingen tage fra Zhirkov, der kommer til slutrunden med 104 landskampe i bagagen.

Den tredjeældste markspiller ved slutrunden virker fortsat som førstevalget til venstre-kanten.


4. Goran Pandev (Nordmakedonien) – 37 år
Fylder 38 år 27. juli

Han er topscorer for Nordmakedonien med 37 kasser og er slutrundens ældste angriber.

Det er kæmpestort for Nordmakedonien at være med ved en slutrunde for første gang i nationens unge historie, og det har aldrig været på tale, at den aldrende anfører ikke skulle være en del af holdet.

Han er lederen og stjernen, selv om karrierens bedste tid ligger helt tilbage til 2004-09, hvor han hamrede kasser ind for Lazio i Serie A.

Pandev scorede senest på landsholdet i marts, da Nordmakedonien choksejrede på udebane over Tyskland i VM-kvalifikationen.

Med 15 starter og 29 kampe i alt i den seneste Serie A-sæson har Pandev i Genoa fortsat vist, at han kan finde målet. Syv scoringer og tre assists blev det til i sæsonen.

Lige meget hvordan det kommer til at gå de nordmakedonske slutrunde-debutanter, bliver det en følelsesladet Goran Pandev, der går på banen for at forsvare nationens ære.

For det ligger fast, at karrierens sidste spark er taget, når landsholdets deltagelse ved EM-slutrunden stopper.


3. Pepe (Portugal) – 38 år

Fylder 39 år: 26 februar

Pepe er åbenbart ikke til at slide op.

EM-turneringens ældste markspiller er fortsat en del af de forsvarende Europamestres startopstilling og leverede en forrygende sæson med klubholdet FC Porto, der undervejs i sæsonen sendte Juventus ud af Champions League.

Et heftigt temperament har alle dage været en af Pepes både styrker og svagheder, for den nådesløse fight er gået godt mange gange – men har i den grad også bragt ham voldsomt uføre.

Mest kendt og frygtet i løbet af de 10 år i Real Madrid. 

Portugal er at finde i slutrundens dynamit-gruppe, hvor der uden tvivl venter masser af udfordringer for Pepe I forsvaret, når både Tyskland og de franske verdensmestre er modstandere.


2. Craig Gordon (Skotland) - 38 år

Fylder 39 år: 31. december

Selv om han ”kun” er noteret for 57 landskampe har Craig Gordon været inde omkring det skotske landshold i over 17 år, hvilket er rekord.

Den tidligere Sunderland og Celtic-målmand er nu på kontrakt i Hearts, hvor han er fast valg til startopstillingen.

Det er han også på landsholdet, hvor han holder David Marshall (Derby) og Jon MacLaughlin (Rangers) bag sig.

Selv om Gordon har de mange år på bagen som en del af det skotske landshold, kan hverken han eller andre på holdet prale af at have slutrunde-erfaring.

Det er nemlig 23 år siden, at skotterne var med ved den seneste slutrunde – VM 1998 (sluttede sidst i gruppen med 1 point efter Brasilien, Norge og Marokko)



1. Maarten Stekelenburg (Holland) – 38 år

Fylder 39 år: 22. september

Målmanden har ikke været i kamp for det hollandske landshold siden 2016, men det til trods er Maarten Stekelenburg fortsat i spil til at komme på banen, hvis uheldet er uden for Norwich-keeper Tim Krul, der er førstevalg.

EM 2020's ældste spiller kommer med god slutrunde-erfaring, da han stod samtlige kampe ved VM 2010, hvor Holland nåede finalen men til sidste måtte strække våben overfor Spanien.

Keeperen var også med landsholdet til EM 2008, hvor det blev til en enkelt kamp og ved VM 2006, hvor det hele blev set fra bænken.

At Stekelenburg overhovedet er udtaget til EM 2020 er lidt en kuriositet.

For egentlig lå det kortene, at han skulle være reservekeeper i Ajax, der han i 2020 tog hjem efter sine år i Everton, hvor han netop også overvejende indtog rollen som reserve.

Men i Ajax vendte tingene pludselig på hovedet, da førstekeeper Onana i februar 2021 blev idømt 12 måneders karantæne for doping – for siden har Stekelenburg været fast mand i Ajax og nu altså også vægtet god nok til endnu en slutrunde.

tb.dk bringer optakter til samtlige EM-kampe - læs dem her