Video : Tipsbladet
Bundesliga

Werder-direktør: Jung afviste godt tilbud fra BIF

Ifølge Werder Bremens direktør var Brøndby ude med et godt tilbud til Anthony Jung.

Anthony Jung er fortid på den københavnske Vestegn, og det er han, selv om Brøndby IF faktisk kom med et godt tilbud.

Sådan lyder det i hvert fald fra Werder Bremen-direktør Frank Baumann.

29-årige Jung vender efter fire sæsoner i Brøndby tilbage til tysk fodbold, hvor han skal være med til at spille klubben op i Bundesligaen, efter man rykkede ud af den bedste række for et par uger siden.

- Vi er meget glade for at have underskrevet kontrakten med Anthony, en erfaren spiller. Han spillede en vigtig rolle for Brøndby, på og uden for banen. Anthony afviste et godt tilbud fra Brøndby samt et tilbud fra Bundesligaen for at komme til Werder og få succes her, siger Frank Baumann.

Jung selv forklarer om sit skifte:

- Efter fire gode år i København med et mesterskab, glæder jeg mig til at vende tilbage til Tyskland. Efter opkaldet kom fra Werder Bremen og Markus Anfang, behøvede jeg ikke tænke over det to gange. Det bliver en meget spændende liga med store klubber. Jeg kan ikke vente med at komme i gang på holdet samt at få succes med Werder, siger han.

Jung nåede 145 kampe for Brøndby.