Video : Tipsbladet
EM

Danmark træner straffe: Kasper kender min finte

Straffespark fylder i den danske landsholdslejr, fortæller målmandstræner Lars Høgh, der også har givet sin "finte" videre.

Danmark blev ved VM-slutrunden i Rusland for tre år siden elimineret efter en straffesparkskonkurrence mod Kroatien. I dagene op til det nederlag havde landstræner Åge Hareide proklameret, at danskeren ikke ville træne straffespark.

I forberedelsen til denne sommers EM-slutrunden er der imidlertid fokus på straffesparkskonkurrencer.

Det har fyldt noget på træningsbanen for de danske keepere - Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Jonas Lössl - men også for sparkerne. Det fortæller landsholdets målmandstræner, Lars Høgh. 

- Det har det faktisk gjort. Allerede i sidste landsholdssamling mod Israel og Østrig havde vi det oppe som et tema. Kasper og jeg har snakket en del om det i foråret også, og det er ikke kun med keeperne. Det er lige så meget med markspillerne. Der bliver trænet mange frispark - Christian Eriksen sparker jo mange - men hvor mange straffespark tager han reelt i løbet af en måned? Der er faktisk blevet arbejdet meget på det, siger Lars Høgh.

Som aktiv målmand for OB og landsholdet reddede “Høghen” også en del straffespark, og han har også givet sin hemmelighed videre.

- Kasper kender godt min finte og har den med i sit repertoire. Nogle gange bruger han det, nogle gange gør han ikke, siger Lars Høgh.

Målmandstræneren løfter ikke sløret for finten, men udpeger andre måder, hvor Kasper Schmeichel og de øvrige målmænd i landsholdstruppen kan få en fordel i duellen mod straffesparksskytten.

- Man kan gå hen og aflevere bolden til sparkeren. Det må Kasper selv om. Han har frit valg på alle hylder, hvad han gør på dagen. Der er også noget VAR. Kan man bruge tiden til at komme tæt på sparkeren og påvirke ham? Vi skal bruge alle de muligheder, vi kan, siger Lars Høgh. 

- Der er også et analysegrundlag bag, som er helt anderledes, end da vi andre spillede, og det giver jo nogle store muligheder. Men jeg synes også, at der næsten er for meget. Jeg er gået tilbage for at kigge på den strategi, jeg selv havde med at kigge på, hvordan sparkeren løber til bolden og forskellige ting. Den rammer sgu lige så godt som de analyser, vi kigger efter, men selvfølglig kender Kasper analysen.

- Det er Teemu Pukki og en anden, der som regel sparker for Finland. Så kigger vi på de to, og vi ved, hvordan deres sparkemønstre er.

Danmark indleder EM-slutrunden mod Finland på lørdag i Parken, og derefter venter opgør mod henholdsvis Belgien og Rusland. Begge de kampe spilles også i den danske nationalarena.