Video : Tipsbladet
Premier League

Brentford bekræfter: Marcondes er fortid i klubben

Emiliano Marcondes skal ikke spille Premier League med Brentford i den kommende sæson.

Henrik Dalsgaard er allerede blevet præsenteret i FC Midtjylland, men han er ikke den eneste dansker, der denne sommer forlader Brentford.

Det gør Emiliano Marcondes også.

Den danske midtbanespiller har kontraktudløb denne sommer, og aftalen forlænges ikke, lyder det fra Brentford, der tager afsked med ham på hjemmesiden.

- Jeg vil gerne takke Luke (Daniels), Henrik og Emiliano for alt, hvad de har gjort over de seneste år. Det er fair at sige, at vores oprykning til Premier League ville have været meget sværere at opnå, hvis det ikke havde været for dem. De forlader os, og vi ønsker dem alt det bedste i fremtiden. De er altid velkomne tilbage i klubben, siger Phil Giles, der er sportsdirektør i klubben.

Marcondes nåede tre og et halvt år i klubben, efter han skiftede til Brentford fra FC Nordsjælland. Det blev til 97 førsteholdskampe for Brentford - det blev til syv scoringer.

Også Winston Reid er færdig i klubben - hans lejeaftale løber ud, og han vender tilbage til West Ham nu.