Video : Tipsbladet
EM

Spansk landstræner bekymret efter lyn-vaccination

Det spanske landshold er fredag i al hast blevet vaccineret mod corona, men det giver anledning til nye bekymringer.

Fredag lykkedes det endelig det spanske fodboldforbund at overtale den spanske regering til at lade landsholdsspillerne vaccinere.

Så langt så godt skulle man tro, men den spanske landstræner, Luis Enrique, står nu med nye bekymringer.

For hvad nu hvis spillerne begynder at opleve bivirkninger som feber eller træthed, hvilket ikke er unormalt efter en vaccine. Det kan få afgørende betydning for spaniernes forberedelser før kampen mod Sverige, der spilles på mandag.

- Præsidenten for det spanske fodboldforbund spurgte ind til muligheden for at vaccinere spillerene for to måneder siden, og planen var at vaccinere hele holdet, så snart det var udtaget. Desværre, var det ikke muligt, men det accepterede vi, og vi klagede ikke, fortæller han ifølge expressen til spanske medier.

Mens det første stik kan få betydning for kampen mod Sverige, så er det værre med det andet stik, der kommer op til en eventuel kvartfinale.

- Jeg ville ønske, vi havde fået den, da vi bad om den. Vi skal være opmærksomme på eventuelle bivirkninger. Det ville være rigtig skidt.

Det spanske landshold er i den grad blevet forstyrret af corona i deres EM-optakt, hvor både Sergio Busquets og Diego Llorente er testet positive.