Video : Tipsbladet
EM

Hjulmand bekræfter: Han bliver ikke klar

Den ankelskade, Robert Skov pådrog sig søndag, holder landsholdsspilleren ude af lørdagens kamp mod Finland.

Det bliver uden Robert Skov i den danske landsholdstrup, når Finland venter i den første kamp ved EM lørdag.

Det slår landstræner Kasper Hjulmand fast i et interview med TV3+ fredag.

Skov vred om på anklen, da Danmark søndag mødte Bosnien-Hercegovina i en testkamp. Siden har det været uvist, om han ville blive klar til kampen mod Finland.

Onsdag sagde Kasper Hjulmand, at det så positivt ud med skaden, men at det var tvivlsomt, om Skov ville blive klar til kampen mod Finland. Nu ligger det altså fast, at det ikke sker.

- Men ellers ser det fint ud. Folk har den rette balance i at være afslappet og næsten ikke kan vente med at komme i gang, så tingene er, som de skal være. Alt er godt, siger Hjulmand til TV3+.

Danmarks kamp mod Finland fløjtes i gang i Parken klokken 18.

/ritzau/