Video : Tipsbladet
EM

Bedst og værst: Klasseforskel i EM-premieren

Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen mellem Tyrkiet og Italien.

Tyrkiet - Italien 0-3 (0-0)
Merih Demiral selvmål, 0-1 (53.)
Ciro Immobile, 0-2 (66.)
Lorenzo Insigne, 0-3 (79.)

Kampens bedste

Tyrkiet

Tyrkerne stod langt tilbage på egen banehalvdel i store dele af kampen og satsede på at ramme italienerne på kontraangreb. Det lykkedes ikke ofte, så det var ikke de offensive profiler, der strålede. I stedet var målmand Ugurcan Cakir velspillende inde på stregen. Trabzonspor-keeperen diskede op med flere fine redninger, og han var uden skyld i Italiens to første mål. Han var dog ikke fejlfri, og han fejlede i forbindelse med det tredje mål. Om ikke andet var der ingen bedre end Ugurcan Cakir hos tyrkerne. 

Italien
På Italiens hjemmebane i Rom skulle Roberto Mancinis hold bruge en halvleg på at komme op i gear, inden de i anden halvleg for alvor løftede niveauet. Her begyndte spillere som Dominco Berardi, Manuel Locatelli, Jorginho, Ciro Immobile og flere at visse klassen, og så var der ganske enkelt klasseforskel på holdene. 

Leonardo Spinazzola spillede imidlertid en hel god kamp, hvor han konstant kom godt med frem i det offensive, og af den grund tager han prisen foran holdkammeraterne. Den 28-årige venstre back har måske også en lille fordel, i og med at Stadio Olimpico også er hans hjemmebane, når han trækker i Roma-trøjen til daglig.

Kampens værste
Det var slet ingen stor præstation fra Tyrkiet, og flere af de største profiler skuffede. Leicester-stopperen Caglar Soyuncu havde en skuffende aften med boldtab og indgreb med manglende kvalitet, og heller ikke AC Milans kreatør Hakan Calhanoglu fik gjort noget væsen af sig.

Kampens detalje
Det var et lidt mærkværdigt optrin, da kampbolden skulle ind på banen. Normalt tager dommeren den blot under armen og med ind på banen, men sådan var det altså ikke ved EM-åbningskampen. I stedet blev bolden lagt i en fjernstyret bil, som kørte ind og afleverede bolden på midten af banen. Det var formentlig et led i en sponsoraftale, men det var nu stadig et specielt syn.